Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigrid Undset: Tre søstre - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tre søstre.
405
puritansk og ortodoks og dertil en høist perfektibel hjerne,
glimtvis en ypperlig iagttagelsesevne, men ikke fantasi til at
forstaa rækkevidden av sine iagttagelser. Denslags mennesker
er det som evner med fuldt hjerte og ukuelig mod at vie sig
til kampen mot et samfundsonde eller en samfundsuret —
de foruroliges aldrig av frygt for hvilke samfundsonder og
samfundsuretter som vil komme til at remplacere de
utryddede, eftersom de ikke forstaar at aarsaken til dem er de
samme som til alle andre uretter og onder paa jorden —
menneskets natur, som er evig og uforanderlig den samme.
Anne hadde set de to ældre søstre helt fra barnedagene
søke efter kunstnerisk uttryk for sit væsen, som netop var
en smertelig og oprørsk forbauselse over menneskets natur
— over hjertets umættelige og trodsige begjær efter de
kund-skapstræets og livstræets frugter som ingen samfundsordning
kan bringe inden noget menneskes rækkevidde. Saa
forsøkte ogsaa Anne at skrive, og med sit fantasifattige sind og
sit umistænksom ine syn paa tilværelsen kom hun naturligvis
til at skrive tendensromaner.
De har ingen interesse som kunst, derimot ikke titen
interesse som menneskelige dokumenter. Med aanden i sine
bøker er Anne Bronté forut for sin tid. En oprørerske er
hun som alle tre søstre. Men Charlottes og Emilys oprør
er menneskehjertets evige. Annes uskyldige sjæl slaar sig
til ro med det første svar paa de evige spørsmaal; føler hun
hunger i sit hjerte, saa aner hun ikke at den er umættelig —
hun aner ikke at den ulykkesfølelse hun lider under, er
hende i kjødet baaret; føler hun sig som fange, saa tænker
hun mindst at hun er fange i sin egen natur. Hendes oprør
er bare mot ydre ting.
1 «Agnes Grey» er det endda bare dumpe støn og sagte
suk. Men i «The Tenant of Wildfell Hall» har hun fundet
ord — og det saa det forslaar!
Jeg vet ikke om nogen literaturhistoriker av fag vil
kunne utrede Bjørnsonske og Ibsenske kvindefigurers
avstamning trå fruen paa Wildfell Hall. Men man skulde tro
de hadde hende etsted paa stamtræet, alle de moralsk
overlegne, superintelligente og suffisant snakkesalige heltinder
som den av sociale interesser drevne bokavl rundt i landene
introducerte mot slutten av det nittende aarhundrede. Og
28 — Samtiden. 1917.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
