Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. C. Hammer: Nikolai II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
likefrem demonstrativ maate, bragte en artikelrække om den
britiske konstitution og det britiske parlament.
Dette kunde jo ikke betyde andet end et systemskifte!
Som bekjendt blev alle disse forhaabninger veiret hen.
Forholdet til Finland, som skulde bli et av de mørkeste
kapitler i Nikolai II’s regjeringstid, blev uklart allerede gjennem
ordlyden av hans manifest, og hvad det russiske folk angik,
fik det nogen tid senere — januar 1895 — gjennem
zemstvoernes repræsentanter en besked som ikke var til at
misforstaa. Som svar paa sine lojale adresser i anledning av
tronskiftet og sine forhaabninger om et friere statsliv, maatte
disse folkevalgte repræsentanter for det lokale selvstyre høre
at alle uttalelser i denne retning var «ufornuftige
drømmerier», og at den unge tsar «i troskap mot sin
uforglemmelige fars eksempel var fast bestemt paa at hævde
selvherskerdømmets ukrænkelighet». Disse ord er igrunden Nikolai II’s
alfa og omega i politikken — hans officielle trosbekjendelse
som tsar — trods det «berømte frihetsmanifest» av 30te
oktober 1905, som danner det historiske utgangspunkt for
duma-institutionen og derigjennem for det hele forberedende
arbeide, som maatte til for at skape de nødvendige
forutsætninger for den revolution vi har oplevet.
Det indtryk zemstvoernes repræsentanter fik av ham ved
denne første officielle audiens, var ogsaa i en anden
henseende særdeles uheldig. Hans uanselige skikkelse med det
forlorne herskerblik og de urolige manerer bar ikke noget
vidnesbyrd om den Cæsar-vilje som talte gjennem
manifestets ord. Man var paa det rene med, at her stod ingen
personlighet bak. Det var bare den officielle repræsentant
for det system som tilfældigvis hadde magten, og som ved
tronskiftet krævet fastslaat at det agtet at beholde den som
her førte ordet. Allikevel var der selv i autokratiske kredse
de som mente at manifestet var unødig utfordrende baade i
form og indhold.
Det eiendommelige forhold at en russisk tronfølger, som
er blit voksen i slutten av 1880-aarene, straks tar avgjort
standpunkt for det bestaaende selvherskerdømme, kan ved
en velvillig fortolkning muligens for en del skrives paa
tidsalderens regning. Generationen fra otti-aarene stod i
motsætning til sine politisk og socialt interesserte «fædre» fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
