Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Eitrem: De døde og vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
466
S. Eitrem.
sønner og brødre maa ildnes til ny daad — enkerne maa
bære sorgen for sig selv. «Og efterat alle de paarørende
hadde istemt den vanlige dødsklage, gik hver til sit», heter
det hos Thukydid.
Talen er typisk for en athensk liktale over dem som er
faldt «paa ærens mark». Men motiverne til trøst, som faldt
i saa god jord hos athenerne, giælder til alle tider. Det er
mands virke som blir og lever videre i det samfund han har
været med at bygge og trygge. Perikles taler ikke om
forjættelse utover dette liv, om salighet eller et gjensyn hisset.
I Sparta derimot hadde man sikkert henvist til den særlige
lod som blev faldne krigere tildel — de blev jo «heroer»
eller nationale helgener, som vi nu vilde si med et kristelig
uttryk for en førkristelig forestilling. De nød som enslags
høire væsener en dødskultus i stor stil, og i Sparta var ogsaa
krigerne de eneste som fik sit navn ristet ind paa gravstenen.
Man kan heller .ikke si at Perikles’ tale er nogen forherligelse
av krigen qua krig — krigen tar han, som de fleste hellenere
paa den tid, som en nødvendig ulykke (sml. Heiberg s. 65).
Det indtryk vi faar av Perikles’ ord til sine sørgende
landsmænd, stemmer godt med hvad vi ellers vet om
athenernes forhold til sine døde. Selve gravgaten i Athen med
statens hædersgraver og private graver paa begge sider, var
jo byens store landevei mot vest. Midt i trafikken laa de
døde — man gjemte dem ikke hort som vi, paa kirkegaarder
som ofte ligger langt utenfor bebyggelsen. De døde skulde
sees og mindes. Derfor tok de gamle baade kunst og poesi
i dødens tjeneste i en maalestok som endnu ikke er naadd.
Forleden blev det her i hovedstaden holdt en utstilling
av utkast til gravmonumenter og gravenes utsmykning. Skjønt
pressen var vel førnøiet og nærmest befandt sig overfor et
«gjennembrud», maatte dog en nøktern betragter bli slaat
av mangelen paa nye idéer og av det konventionelle i
ornamenter og former. Naturligvis gik de uundgaaelige antikke
askeurner og norske bautastener igien i forskjellig tillempning.
Men selve utkastene fjernet sig ikke synderlig fra det
monotone præg som alle vore kirkegaarder frembyder, med sine
skoger av mer eller mindre polerte stensøiler, obelisker, kors
etc. Utkastene stemte tvertimot meget godt med hele vort
forhold til de døde, med la ud at i o av en prest der som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
