Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Eitrem: De døde og vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
468
S. Eitrem.
peste oplysninger, navn, alder, stilling, kanske et litet
skrif-sted viser hen paa den dødes evighetstro. Store mænd faar
et stolt motto, en sjelden gang, tænk f. eks. paa Ivar Aasens,
Ole Vigs bautasten. Men det er sjelden — menneskenes vei
falder jo ikke der hvor de døde hviler (bor, slumrer — alt
egte antikke uttryk, urgamle som menneskeheten). En antik
gravsten skulde ha indskrift, helst versificeret, hvor den døde
fik en knap karakteristik (naturligvis gunstig, for det er de
gode sider gode mennesker helst vil mindes), men hvor ogsaa
sorg og trøst kunde faa evig gyldige uttryk. «Sørgelig er
ikke det at dø, for det maa vi alle — men det at dø saa
ung, dø fra sin far og sin mor», læser vi i en gravskrift over
en syvaarig gut. Over en anden gut læser vi:
Mangen en morsom lek jeg lekte og moret mig med kamerater,
frem jeg blomstret av jord — atter til jord er jeg blit.
Heter Androkles og er fra Piræus, og far min er Menon.
Et smukt litet blomsterkort, vi ser mere av gutteøine end
av sørgerand. I et andet gravdigt merker vi vingesuset fra
en digtergenius: «Hvorfor er du saa grusomt taus? Hvorfor
blev dit blik saa dunkelt? Hvor er dit hjertes slag? Før gik
det som rhytmen i sang, lød det som brus gjennem citharens
strenger.» Ogsaa forestillingen om sjælens udødelighet og de
saliges liv i lykke og skjønhet møter os i gravdigtene, som et
naivt haab eller en religiøs forvissning — ikke mindst efterat
Dionysos-religionen som et uveir var stormet ned fra
Thra-kiens fjelde og hadde gjennembævet græske sind. Men hvor
sparsomt dukker ikke den tanke frem i Athens mest
solbeskinnede dage da alt som het liv var optat med at leve, og døden
blev et interiør av det evig glidende liv. Det var som selve
livets sødme økedes ved ormens stik. Her stemmer digteren
med politikeren, naar Simonides gav dem som faldt ved
Ther-mopylerne følgende mindeord:
Aldrig skal visne det ry som disse har skjænket sit hjemland,
dengang da dødens nat sluttet dem fast i sin favn.
Men selv i døden de lever, for modet de viste i kampen,
det gir dem ære og navn, reiser dem atter av grav.
Den antikke gravpoesi fører i det hele en langt mere
naturlig og gripende tale end kunstliteraturens verker
formaar. Man har gierne læst de digte — og husket dem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
