Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Kent: Taarnbyggeren - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Taarnbvggeren.
471
ikke dens chanser blandt omgivelserne. Paa den anden side
vil den tvefødte ha mulighet for at utvikles med aarene —
netop gjennem den erfaringens skole som den énfødte ikke
trænger at gaa, fordi han har nok i sit medfødte «blinde
haab». Undertiden foregaar denne sjælelige forandring
gradvis; undertiden sammentrænges den i den kortvarigere
sjælelige krise som man kalder om v ende ls e — — —
Som de fleste slike delelinjer lar heller ikke denne sig
altid gjenfinde i virkeligheten, idet den store masse av
mennesker ikke tilhører nogen av grupperne i utpræget grad. Vi
har ikke — ialfald i vort norske samfund — mange
livsbekræftelse av typen Emerson eller Whitman — eller for at
nævne vore egne som Bjørnson eller Christen Collin. Men
der er heller ikke nogen overflod paa eksemplarer av den
motsatte type, og utvilsomt synker i vore dage tallet paa dem,
hvis trang til en mere harmonisk tilværelse end den, deres
egen karakter og verden omkring dem gir anledning til, varer
utover brytningsalderen og sætter spor i deres senere
personlige utvikling.
Sporten gjør vel sit, den legemlige sundhet er vistnok
større i vor tid end for en menneskealder eller bare for
en snes aar siden, og det mørkere livssyn ogsaa av den
grund noget sjeldnere. Men sikkert gjør ogsaa opdragelsen
sit og formodentlig mere. Vor tids ungdom stilles kun
undtagelsesvis overfor de oprivende sjælelige kampe som fulgte
med det at bli voksen og en bevisst personlighet i 80-aarene,
dengang valget mellem den aabenbarede religion og den frie
tanke trængte sig ind paa hver eneste ung mand og kvinde
som et truende enten-eller. Der skal ikke saa meget mod til
for at overskride kløften mellem den unitarisk farvede
kristendom som de unge nu lægger sig til i konfirmationsalderen,
og den rene agnosticisme. Paa den anden side stilles der jo
heller ingen skarpere opfordring til dem om at overskride
denne kløft. Og endelig er de kun i de sjeldnere tilfælde fra
skolen av blit utstyret med forutsætninger for at tænke skarpt
nok — og langt nok — til at kunne eller ville danne sig en
verdensanskuelse paa første haand.
Alt i alt har naturligvis ungdommen paa denne maate
vundet i livsmod og handlekraft. Det tør dog være et
spørsmaal, om vor kultur har vundet ved den utvikling som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
