Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Kent: Taarnbyggeren - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Taarnbvggeren.
475
dagbok! — en dagbok som han siden aldrig slipper og hvis
selskap blir ham kjærere end alt. I sin nød paakalder han
«den Glid som lader Ild falde ned og fortære Stæder». «Til en
saadan Gud trængte den svage, hvis inderste Suk var: Herre,
jeg er saa ene, saa forladt. Livet er mig saa fattigt.» «Indtil
al Trøst, al Tro svigter — og den Hæslige pludselig ser sig i
sin Hæslighed som ingen Bøn kan overforgylde, ingen
Flammeharme bortbrænde. Da synker han sammen foran det
ubarmhjertige Speil og betragter fortvilet sin Braknæse, sin store,
dumme Mund med de tykke Læber — da tegner han i
Dagbogen rasende Karikaturer af sig selv–-for at slutte
med Udraabet: Jeg bliver vanvittig. Eli, Eli, lamma sabaktani/»
Men den svake og skræmte sjæl tar ogsaa sin opreisning.
Paa sit ensomme kammer borte paa Kristianshavn digter han
sig om til en dr. Faust, som lodder tilværelsens dybder, og
som er «videre i sin erkjendelse end andre». Men
barndoms-aarenes teosofiske og mystiske studier byr ikke længer
ynglingens syke nerver den tilstrækkelig sterke narkose. Han
søker en stund at trøste sig med at dommedag snart skal
komme og gjøre ende paa de veltænkendes, velstilledes — og
velskaptes! verden. Men Kjøbenhavnerluften og den daglige
læsning av Herman Bangs Nationaltidende gjør sig gjældende,
og religionen omsættes efterhvert for ham til revolution.
Han føler sig draget mot alle oprørere mot den bestaaende
samfundsorden, følger for eksempel i sin dagbok interessert
med i nihilisternes terroristiske propaganda i Rusland. Og
begynder at læse de «moderne» forfattere — — Han har
fundet Ibsen og Brandes; og ved Brandes Taine og Renan.
Og saa Byron! Det er oprøret mot det bestaaende som
beruser ham i disse forfattere. Men ikke bare det. Ved siden
av at tilfredsstille den svakes syke hevntørst byr de ham
endnu en nydelse — den farligste av alle — idet de lar ham
gjenfinde sin egen fortvilelse og svelge i den.
Og fra nu av er han redningsløst fortapt, indfanget for
altid av «vor frue av lidelsen», som Swinburne kalder hende,
«our Lady of Pain». Eller som han selv betegnende kalder
det med et citat av en norsk folkevise — han «for vill i
veduskogin; eg fann ikkje vegen heim.» «Veduskogin» —
trollskogen utenfor virkelighetens verden; den verden som
tilværelsens utlændinger ikke faar slippe ind i, som de længter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
