Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Kent: Taarnbyggeren - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Taarnbvggeren.
479
Johs. Jørgensen fortæller selv ganske pudsig, hvordan der
som motvegt mot hans romantiske tendenser blev git ham
rigtig prosaiske emner at skrive om — f. eks. om «forstoffer»
og «ventilation og opvarmning». Arbeidet «tar ham» — for en
stund. Han avancerer endog til bladets redaktionssekretær
og tjener ganske bra — —
Og dog — er han ikke fornøiet. Han finder sig kun
nødtvungent i det regelmæssige arbeide; har vanskelig for at se
at ogsaa det mest prosaiske avisarbeide kan ha sin
samfundsmæssige og menneskelige værdi.
Undertiden sænker der sig en uendelig forlatthet over
ham ; han føler sig hjælpeløs og fortapt midt i en
ubarmhjertig tilværelse, hvor det gjælder «at være sterk og skjøn
eller skydes tilside og dø».
I sin bok «En Fremmed» (1890) skildrer han sig selv som
«en fattig fremmed mellem Landets rige Børn — som en
Mongol mellem Asiere — ja, som en Ætling af Stenalderfolket
mellem gotiske Mænd. Midt imellem alle disse høie, blonde,
Mennesker med regelrette Ansigtstræk og klare, lyse Tanker gik
han — lille, bredhovedet, med fremstaaende Kjæver, skjægløs
og gul i Huden. I)et sorte Haar tyndt og stridt som
Tundragræs, Ansigtet fladt og sørgmodig som en Steppe. De andre
— Goterne — var Mænd med skarpe Verktøi og mange Vaaben.
–-De var Dagens Mænd, Verdens Mænd, Kvindernes Mænd.
Men hans Sjæl var ensformig og øde som Snemarker — hans
Tanker var stumpe som Flinteknive — og han saa Livet fra
sin Hjærnes låve Jordhytte, gjennem sine dumpe Følelsers
matte Tarmrude. Derfor var han den upaaagtede, den
overseede. Ingen Kvinde vendte sig for hans Skyld paa Gaden.
–-Hans Lod var blot Savnet, Ubekjendthedens Mørke,
Ensomheden, Natten og Døden–—»
Den syke sjæls depression har sjelden fundet et mere
veltalende uttryk.
III.
Hvis man — som Jobs. Jørgensen selv engang har gjort
— bestemmer den romantiske aandsform og derunder ogsaa
hans egen ungdomsdigtning som sjælens higen efter den
absolute lykketilstand, den som ikke er betinget av den tilfældige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
