Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Kent: Taarnbyggeren - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48 4
Charles Kent.
virkelighet og som derfor heller ingen virkelighet kan eie, saa
vil enhver med lethet kunne paa vise hans aandelige forfædre
op gjennem den paa romantik saa rike danske literatur i
det nittende aarhundrede.
Her skal bare mindes om at ogsaa mange av «det
moderne gjennembruds mænd» var mere eller mindre
romantiske naturer. De var gjennembrudsmænd netop i kraft av
sit romantiske temperament; de dreves av drømme om det
lyksalighetens rike som skulde — i en nær fremtid — grundes
her paa jorden,- saasnart den religiøse overtro og den sociale
uretfærdighet, som hittil hadde holdt menneskeaanden lænket,
var avskaffet. Og neppe nogen av dem var i sit hjerte større
romantiker end den livshungrige skjønhetsdyrker I. P.
Jacobsen, den forfatter som mere end nogen anden skulde paavirke
90-aarenes forfattergeneration.
Paa den anden side vil man nedigjennem hele
aarhundredet finde repræsentanter for et livssyn som energisk
be-kjæmper denne lyriske tendens i alle dens literære
uttryks-former : hvad enten den tok sig uttryk i fornegtelse av
jordlivets betydning eller i overtro paa følgerne av en social
reform; i verdensfjernt drømmeri eller i illusioner om det enkelte
menneskes mulighet for at vinde «den store lykke» her i verden.
Ottiaarenes generation med Edvard Brandes i spidsen
repræ-terte denne kritiske og utadvendte tendens i en særlig
utpræget grad.
Johannes Jørgensen har om denne generation — den som
gik nærmest forut for hans egen — brukt det rammende
uttryk, at det at verden var dyp (Nietzsches midnatssang!),
den følelse var det som skilte den som var tyve aar omkring
1890, fra det foregaaende slegtled. «Hverken Schandorph eller
Skram, hverken Bang eller Pontoppidan, hverken Essmann
eller Nansen stod i Forhold til andet end de nærmeste
Realiteter. Verden var for dem mere eller mindre flad — ofte
særdeles llad — sikkert nok var der altid Bund i den.» Og
blandt det meget andet overleverte som denne rettroende
radikalisme bekjæmpet, var neppe noget gjenstand for større
foragt end den enkelte personlighets romantiske krav paa en
større lykke end virkeligheten kunde vde ham. Edvard
Brandes har i sin (forøvrig adskillig senere) roman «Lykkens
Blændværk» utformet fordømmelsen over den romantiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
