Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Kent: Taarnbyggeren - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48 4
Charles Kent.
Den lille roman «Sommer» er helt fyldt og baaret av
denne stemning; lykkehungeren og livstørsten har i den faat
et næsten klassisk uttryk.
«Et Vandreliv fra Skjønhed til Skjønhed, et Eventyrliv fra
Hændelse til Hændelse har vi drømt os — et Liv ad fjerne
Veie i nye Lande — med reisetrætte Afteners Indslumren i
fremmede, friske Senge, hvor man aldrig før har sovet — med
luftige Drømme i den kjølige Nat, omgit til alle Sider af en
ukjendt By, hvis Taarnures uvante Lyd vækker en ved hvert
Timeslag — og med Solskinsmorgeners Opvaagnen til
utenlandske Indtryk og nye Himle som til et andet Liv–-»
Men fremfor alt er det kjærlighetslykken, disse
livshung-rige drømmere længter efter og fabler om. (Vi behøver ikke
at være bange for at citere personerne i deres romaner
istedenfor dem selv. Hadde man nogen tvil før, saa er den helt
forsvundet efter læsningen av Johannes Jørgensens erindringer:
ialfald i hans bøker skildres — ofte like til de faktiske
enkeltheter — forfatterens personlige stemninger, anskuelser og
oplevelser — og svært litet andet.) Lykken — det er
elskoven. Det er i og for sig ikke saa underlig. Den
splittede sjæl føler sig fremmed og usikker i den realitetens
verden som omgir ham; men kjærligheten er enten—eller,
kjærligheten er ubetinget, den sluker personligheten med eller
mot dens vilje, gir den et utgangspunkt og en rettesnor for
sine handlinger. Dog, den som søker kjærligheten med dette
formaal, i den hensigt at finde et tilflugtssted imot den
virkelige verdens krav paa mandig handling og mandig
selvhævdelse, er netop oftest dømt til at skutfes. Kjærligheten
eiga nske vist en naturmagt, hvorom man kan si, hvad der er
sagt om vinden: Vi vet ikke, hvorfra den kommer eller hvor
den farer hen. Men den har dog ogsaa sine love, og det ikke
av de uretfærdigste: Den som fra før har evne til hengivelse,
— som av naturen eller ved moralsk optugtelse har faat
evne til at kunne tænke paa andre, la sin handlemaate
bestemme av hensynet til andre, ham skal ogsaa dette gives:
den lykke — eller ulykke — at elske. Men Johannes
Jørgensen hadde ikke disse betingelser; han er, som vi fandt før,
den typiske neurotiske egoist, — ogsaa i sit forhold til
kvinderne. Hvad alle hans helter søker — eller savner — hos
de kvinder de kommer i forhold til, er ganske vist «forstaa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
