Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Kent: Taarnbyggeren - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Taarnbvggeren.
487
IV.
Nittiaarenes stemningsdigtning, hvis indhold vi har studert
for denne forfatters vedkommende, hadde ogsaa sin
eiendommelige form, en stil som adskilte sig skarpt fra den
foregaaende generations, og som ogsaa er forlatt av de fleste yngre
forfattere, ja ogsaa av de av nittiaarenes digtere som endnu
skriver.
Nittiaarene var den sterke stiliserings tid. Den hildende
og anvendte kunst bøiedes ind under de dekorative hensyn,
malere og billedhuggere saa ikke længer sin opgave i at gjengi
det levende liv i sin fylde og mangfoldighet, men i at gi et
fortættet stemningsutdrag av det, uttrykt i en forenklet
form; og den anvendte kunsts ideal blev at skape et
dekorativt hele, «interiøret», hvor ingen enkelt gjenstand trængte
sig frem paa bekostning av totalindtrykket, d. v. s. den
stemningstilstand kunstneren tilsigtet.
Vi ser en ganske lignende utvikling paa sprogkunstens
omraade. Idealet var at gi et fortættet stemningsutslag av
virkeligheten. Man søkte at naa dette maal ved at
koncentrere sig om faa, men særlig virkningsfulde sprogmidler. Av
den daglige tale utelates den allerstørste del som poetisk
ubrukbar, selv i prosastilen — og endda mere i versekunsten.
Prosaen blev mere og mere rytmisk, talen bevæget sig fremover
i et høitidelig tempo, svarende til indholdets vegt.
Man yndet arkaiserende sprogformer, ikke mindst
bibelsproget; i enkelte bøker fra midten av nitti-aarene begynder
punktum efter punktum nedover med det høitidelige Og–
Man kan hos Johannes Jørgensen spore denne utvikling
fra den ene bok til den anden. Hans to første romaner er
endnu væsentlig naturalistiske i sin sprogbehandling, omend
med en lyrisk form, paa virket av J. P. Jacobsen. Men
«Sommer» og endda mere «Livets Træ» er skrevet som en
sammenhængende række prosadigte.
I hans første digte — skrevet i 18—19-aarsalderen, men
først offentliggjort i hans sidste digtsamling «Af det dybe» —
eider knapt spor av stilisering. Det er vers, inspirert av
længselen efter den første elskede, og sproget er klart, gjennemsigtig
og ureflekteret som den virkelig egte og sunde følelse selv;
men heller ikke synderlig personlig formet, som rimelig kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
