Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Kent: Taarnbyggeren - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Taarnbvggeren.
491
var. Men jeg syntes nu, det var én — Herregud, jeg syntes
nu, det var én ...»
Den som læser Johannes Jørgensens erindringer, vil ialfald
nødig at denne hans sidste fortælling skulde været uskrevet.
Vi kjender medlidenhet med ham som den «fremmede»,
tilværelsens utlænding, «som ser Livet gjennem sine dumpe
Følelsers matte Tarmrude»; vi forstaar den splittede sjæls
længsel efter at kunne gi sig helt hen i et forhold til et andet
menneske, efter ikke længer at være «det bitre Savns og de
søde Minders evig hungrende Lotofag». Vi interesserer os for
hans sjælelige krise, betages av hans religiøse lyrik, — men
føie med ham gjør vi først og rigtig paa de sider av hans
bøker hvor en sund naturlig følelse har faat uttryk — paa
vers eller paa prosa — i stille og enkle ord — enkle som det
tema de behandler er enkelt og almenmenneskelig — men med
den musik i sig «som aldrig var paa Land og Håv» :
Mit Hjerte drømmer saa sært og saart,
mens al Naturen sover —
der vugges i Natten en Vemodssang
paa mindehviskende Vover.
En Drøm om en Smaafugl, der pipper glad
og kvidrer paa alle Kvi -ite . . .
Anna — du tog min unge Sjæl,
saa lidet derom du vidste . . .
Men dette er jo bare drømme — mindedrømme —, og selv
om én hadde været saa heldig dengang at vinde lykken —
vilde det saa blit en varig lykke? Kjærligheten er jo bare
en naturmagt — og hvad formaar den overfor den
forvandlingens ubønhørlige lov som dræper menneskelykke og knuser
skjæbner? Dette spørsmaal stiller forfatteren i en liten novelle
som han føier til «Græs», og hvori han med et ironisk gjep
reducerer kjærligheten til et bedrag, hvormed naturen lokker
menneskene til at forplante sig. Den underforstaatte moral
er: kun som en gave fra en aabenbaret Gud blir tilværelsen
virkelig akceptabel; kun ved at gi avkald paa jordisk lykke
vinder man den relative tilfredshet som er menneskene
forundt i dette liv.
For ham var dette visselig den eneste vei — for ham
som satte som motto foran sin bekjendelses bok:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
