Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Luther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Luther.
497
forvirring hos ham kan, efter hvad han selv siger, stige til
had mot Gud eller gi ham den forestilling, at alt er ondt, at
Gud er djævelen og djævelen Gud.
Det centrale træk i dette oprørte bevissthetsliv er idéen
om en bundløs hjertets ondskap (psykiatriens
«Versiindigungs-wahn»). Alle tanker kredser i tvang og angst om denne
faste forestilling og samler stadig nyt forsyndelsesstof ind til
den, fra alt og fra ingen ting, anklager, som er ukjendte for
et mere normalt, mere animalsk nerveliv. «Min synd! min
synd! min synd!» skriver Luther i fortvilelse til sin faderlige
ven dr. Staupitz. Og den anden, soin ikke kjender denne
sjælens feber, gir ham et svar, som paa en betegnende maate
skiller mellem sundt og sykt: «Du har dog ingen rigtig
synd. Du maa holde et register over retskafne synder og
ikke omgaaes med slike latterligheter og dukkesynder.»
Eller laa der en «synd» bak LutheFs angst? Isaafald
faar den ikke den samme dunkle «endogene» aarsak;
forklaringen blir enklere. Men Luther visste altsaa ikke at opgi
nogen synd, som hans skriftefader kunde godtage. Heller
ikke er der nogen grund til at tænke paa seksuelt betonede
brytninger i hans sind, om man da ikke med Freud vil se
skjult seksualitet bak alle mulige anomalier i sjælelivet.
Luther forsikrer selv, at de seksuelle krav ikke har voldt ham
særlig store vanskeligheter, og han fremhæver gang paa gang,
at de «aandelige fristelser» overgaar alle andre i styrke og
farlighet. Vi kan ikke komme hans fortærende skyldfølelse
nærmere, end naar vi ser den i sammenhæng med hans
trang til at være sand og hel i sit gudsforhold. Han ønsker
at opgi sit eget for Gud, men føler det, som om han ikke
kan det, føler sig stadig «jegbevisst». Selv viljen til at «bli
from og gjøre fyldest» for at «faa en naadig Gud» er jo
op-tagethet av egen skjæbne, ikke blind hengivelse. Naturligvis
skulde nogen hver komme til saa ængstende resultater, om
dette personligste religiøse problem paa alvor blev stillet.
Men det normale er, at man rkke stiller problemet eller stiller
det for snart i likegyldighet at avvise det. Det unormale er,
at det borer sig ned i tankelivet og magtstjæler det.
I et skrift fra aaret 1518 skildrer Luther hvad han har
gjennemgaar Det er den religiøse melankolis lidelser: «Og
ogsaa jeg kjender et menneske, som har forsikret, at han ofte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
