Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Walter Raleigh: Englands tro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Englands tro.
511
Naar man læser disse tre kriges historie, vil man
forbauset spørge sig selv om det ikke er en feiltagelse, om det
ikke er de sidste aars begivenheter som er nedtegnet.
Lik-hetspunkterne for alle fire krige er saa mange og saa vigtige
at det synes at være den samme krig — gjentat hvert
hundrede aar. Krigens aarsak er hver gang en ærgjerrig hersker
som tragter efter et europæisk overherredømme. England er
altid imot ham, uundgaaelig og instinktivt. Det tok tyskerne
tyve aar at forberede folket paa denne krig. Os tok det to
dage. Vort instinkt er sterkt og sundt; for hvis det
europæiske fastland med alle sine rigdomme og hjælpekilder
nogensinde blev behersket av en enkelt selvherskernation, vilde
det bli umulig for England at opretholde sin stilling paa
havet. Men vi staar aldrig ganske alene. De mindre
nationer paa fastlandet, som ønsker eller allerede har selvstyre,
krydser altid erobrerens planer ved opstand og motstand.
England sender dem hjælp hver gang, enten en virkelig
hjælpeekspedition eller irregulære frivillige tropper. Sir Philip
Sidney dør ved Zutphen; Sir John Moore ved Corunna. Der
er altid fortvilede kampe i Nederlandene, navne som Mons,
Liege, Namur og Lille dukker op, om og om igjen. Det lykkes
hver gang England at holde sin stilling som sjømagt, om end
ikke altid uten motgang. Enden blir hver gang at
legionernes herre Filip, Ludvig, Napoleon —og skal vi si Wilhelm?
— taper sin magt, hans trone vakler og hans sverd blir
kraftesløst. Soldater-fyrsternes ærgjerrighet koster formeget, deres
folk vil ikke bære et saadant aak, og de store riker ophører
at være stormagter, eller de forvandles indad ved revolution.
I alle disse krige er der endnu et likhetspunkt som det
gjør godt at mindes idag. Paa et eller andet tidspunkt i
krigens løp synes altid Englands stilling næsten haabløst
fortvilet. Da Filip sendte verdens største krigsflaate mot vort
ørike, hadde vi ikke stort andet end frivillige at møte den
med. Da Ludvig den 14de overskygget det meste av Europa
og truet England, var vor konge i hans sold og hadde
ind-gaat en hemmelig traktat med ham; endvidere hadde vore
statsmænd ødelagt vort forbund med sjømagterne Holland og
Sverige, vi hadde krig med hollænderne, og de hadde
overvundet vor tlaate. Under Napoleonskrigene saa det endnu
værre ut. Revolutionens tiltalende politiske lære hadde viin-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
