Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Gunnar Heiberg - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
550 Anders Krogvig.
rømmelser. Det er avlivning slet og ret, men avlivningen
kommer rigtignok litt post festum, den var da stykket utkom,
allerede besørget av riksretten. Skildringen av og dommen
over denne kreds er derfor det som har mindst interesse i
stykket. Større opmerksomhet vækker unægtelig det
fordomsfrie syn paa den anden part, skjønt denne ikke har faat
nogen fuldgod repræsentant. Gunnar Heiberg har tydeligvis
allerede den gang, likesom senere i tiden opvarteren Meyer i
«Det Store Lod», hat vanskelig for at skjelne de to velklædte
partier i landet fra hinanden.
III.
Men i dette stykke er der ogsaa en av «den tredje guds»
tilhængere, en ny skikkelse, én som helt er forfatterens
eiendom : Tante Ulrikke. Hun hører ikke til noget parti, et slikt
har aldrig kunnet hjælpe hende, eller har hun aldrig kunnet
være til hjælp for. For det krav som fylder hende, kan der
ikke kortes av paa, hun kan ikke lempe paa det, og hun
kan ikke vente. Retfærdighetskravet er for hende en lidelse,
uavrystelig, forfærdelig, herlig. Hun staar paa en mystisk
maate i forbindelse med alle som lider uret verden over,
jammer og klage, trods og fortvilelse — hun hører hver
stemme, og hun maa høre, hun kan ikke lukke sig inde for
dem. Og hun eier ikke trøst, intet som kan dulme hverken
andres lidelse eller hendes egen medlidelse. Hun har bare
dette ene krav: retfærdighet. Og retfærdigheten er hende en
lidelse saa stor, at hun gyser tilbake for at indvie et
menneske hun elsker, til den samme skjæbne.
Retfærdigheten som lidelse, som det grænseløse, det alt
beherskende — det er Tante Ulrikke. Hun er den første
helligaandsridder i Gunnar Heibergs digtning, den første
skikkelse som bekræfter hans tro, at en følelse som er saa dyp
og sterk at den evner at fylde et menneske helt, bli dets
skjæbne — den er tragedie, den er det skjønneste og mest
ophøiede som det er forundt et menneske at se.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
