Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Gunnar Heiberg - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
554
Anders Krogvig.
stort om de kræfter som hadde vaaknet i hans folk, men
den er i et hvert fald et egte og umiskjendelig uttryk for
hans egen tro og vilje: «Der fødtes en følelse i landet, som
man kanske aldrig har set maken til noget sted i historien.
Da tændtes den begeistring som er taus, som er graa, som
er glædeløs, men dyp i viljen. Der gik som en usynlig kjæde
av haandtryk over hele landet — der lød som en sagte sus
av løfter: Først vaaben! Haarde, stolte hoder maatte se
til en anden kant — saalænge. Indtil den dag de med
vaaben i haand kunde hævde landets ære likeoverfor Europa
og faa avvasket den forsmædelse de hadde døiet. Nogen la
til: Og ta hævn.»
Hvad nationalfølelsen kan bli for den enkelte som for et
helt folk, er han likevel endnu ikke klar over. Men han fik
se det før han vendte hjem, han lærte det under den store
kamp for Frankriges fremtid, som er knyttet til Alfred
Dreyfus’ navn. De breve han fra uke til uke sendte hjem om
denne sak, hører til det ypperste han har skrevet, de samler
sig til et drama som ved indlevelsens inderlighet og sin
storhet i utformningen taaler at stilles ved siden av det bedste
han har ydet i rent digterisk form.
Han ser til at begynde med kampen som en strid mellem
retfærdighetstrang og fedrelandskjærlighet: «Det begrænsede
og det grænseløse kan ikke forenes. Den nydelse som er
fedrelandskjærlighet, vil ikke kunne forsone sig med den
lidelse som er retfærdighetsfølelse. Den rolig glade styrke
som kjærligheten til fedrelandet forlener med, vil altid komme
i strid med den vage kjærlighet til mennesket, det
lidenskabelige had til det som binder til fortiden, der er grundtonen
i retfærdighetsfølelsen.»
Men eftersom han lever sig ind i dramaet, eftersom han
lærer dets gode kræfter at kjende, skjønner han at for dem
er de to følelser ikke stridende eller forskjellige av væsen.
Deres strid for retfærdigheten er en strid for Frankrike, og
det er ikke mindst dette sidste som gir kampen dens høie
og smertelige patos. Disse mænd vaager ikke at skaane sit
folk, de vet at evner det ikke — naar kravet er der — at
sætte livet ind for sin egen ære eller for menneskehetens, har
det ingen ret som folk. Og denne ret er det det først og
fremst gjælder om at berge. Kampen om retfærdighet for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
