Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. E. Berner: Opløsningsret. Appel til vælgerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Opløsningsret. Appel til vælgerne.
559
Der kom ogsaa andre ting til av største praktiske
betydning, da foreningen med Sverige under fælles konge kom
istand. Denne konge maatte jo ventes i stor utstrækning at
bli et organ for svenske interesser og opfatninger. Saalænge
foreningen stod ved lag, og vi fra 1870 fremover velsignedes
med den ene «kampregjering» efter den anden, var der
gode grunde for at tænke opløsningsretten misbrukt til
angrep paa folkets grundlovsmæssige rettigheter. Allerede i 1821
hadde jo kong Karl Johan utpønsket at opløsningsretten hørte
til de kongelige prærogativer han trængte for at kverke
stortingets opposition. Konstitutionsnævndens uttalelser om dette
prærogativ er karakteristisk. «Det var — sa den — utænkelig
at der skulde reise sig nogen opposition, som kunde bli farlig
for statens vel. Nationens rolige, jevne sindsstemning og
fasthet i tænkemaate synes at frembyde en borgen, hvis værd
Deres Majestæts visdom og kjærlighet for det sin konge
urokkelig hengivne norske folk sikkerligen ikke vil miskjende.»
Valgenes vanskeligheter under vore lokale forhold og med
det indirekte valgsystem var et argument av mere prosaisk
slags. Det skal være usagt, hvilket av disse argumenter
der gjorde utslaget til en god stund utover at holde det
efterstræbte prærogativ i schak. Men at være eftertragtet av
unionskongen som et magtmiddel mot et oppositionelt
storting var nu engang slaat fast. Og det er et gammelt norsk
ordtak som sier: «Det smakar lengst av det, som fyrst kjem i
kjeraldet.» Det er kanske ikke frit for at den bedske smak
av opløsningsretten fra vor forfatnings første tider trods
unionens opløsning endnu hænger i paa somme hold.
Det gik imidlertid ikke saa lang tid hen, før det gik op
for nogen hver at det var et feilagtig system vor grundlov
hadde bygget paa, naar den hadde stængt dørene til
stortings-salen for statsraaderne. Allerede i 1833 fremsattes
regjerings-forslag om statsraadsreformen. Fr. Stangs bekjendte
avhandling om statsraadssaken er fra 1835; han forfegter heri at
statsraadernes adgang til stortinget «er et absolut nødvendig
led i statsorganismen». Og som stortingsmand fra
hovedstaden i 1860 fik han anledning til med største styrke at
fremholde reformens store betydning og praktiske nytte. Det
gik dog længere tid inden det blev klart for almenheten at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
