Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. E. Berner: Opløsningsret. Appel til vælgerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Opløsningsret. Appel til vælgerne.
563
vil staa udelukkende til regjeringen at bringe retten i
anvendelse; tvertimot kommer det næsten altid til at ligge i
repræsentationens haand at tvinge til at anvende opløsning, hvis
ikke ministrene foretrækker at fratræde eller kongen
meddeler dem avsked for at vælge et nyt raad som er bedre stillet
i politisk henseende.»
Det er da ogsaa et vidnesbyrd om hvorledes
opløsningsretten er blit indarbeidet i den almindelige opinion, at Johan
Sverdrups forslag fra 1892 har været efterfulgt av lignende
grundlovsforslag fra venstre som høire. De vil visselig komme
til at staa paa dagsordenen til de er vedtagne, hvad der
forhaabentlig nu vil ske i en nær fremtid. Naar imidlertid intet
av de hvilende grundlovsforslag, efter ophævelsen av unionen
1905, endnu har rukket frem til vedtagelse, er det (som man
vil se av konstitutionsnævndens indstilling S. XXXXV for 1911)
væsentlig den at forslagene har lidt av formelle feil.
Allerede i 1912 henvendte Justisdepartementet sig til professor
Morgenstierne «om nærmere at utrede spørsmaalene om
folkeavstemning og opløsningsret». Og der foreligger nu fra ham
en særdeles grei og uttømmende utredning av disse saker.
Principielle indvendinger mot reformen indrømmer man
at det nu ikke længer findes. De unionelle indvendinger
faldt væk med unionen. Den var ikke længer nogen
«partisak». Der begyndte ogsaa baade blandt politikere og
vælgerne at vise sig et gryende klarsyn av at vælgerne i et
demokratisk land ikke i længden kunde stilles tilfreds med en saa
passiv rolle som at være umælende og uvirksomme tilskuere
til statsmagternes strid og vanskeligheter i hele tre aar efter at de
hadde valgt sine stortingsrepræsentanter. Den samme
politiske opdriftsmagt som hadde sprængt det gamle indirekte
valgsystem med sit formynderi over vælgerne, og som hadde
brutt de gamle valgretsskranker, bragte ogsaa vælgerne til at
forstaa at opløsningsretten hadde sit dypeste utspring fra en
demokratisk kilde. De var kaldet til selvstyre, og de vilde
rykke videre frem mot maalet. Om end det repræsentative
system erfaringsmæssig hadde hævdet sin plads i de
konstitutionelle forfatninger, var der dog ialfald enkelte tilfælde
og omraader som kunde og burde overlates de
«suveræne folk» i sine valgkredser. Iblandt tidens politiske idéer
begyndte folkeavstemningen, folkeinitiativ, opløsningsret med
39 — Samtiden 1917.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
