Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olaf Broch: En brevveksling - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En brevveksling. 369
hvor overordentlig dels naivt, dels kynisk det tyske folk
bedømmer netop for eksempel det lille Norges lidelser under
u-krigen, øiensynlig slet og endog skjævt underrettet av sine
ledere: vore redere og sjøfolk er, heter det, advaret i rette
tid; naar de ikke destomindre fortsætter farten, til og med
paa England og Frankrike — ja saa er dette bare havesvke,
og sænkning av skibe og folk endog fortjent straf; saa meget
mere som skibene jo blir stillet likefrem i Tysklands
motstanderes tjeneste. I denne tro synes virkelig flertallet av
det tyske folk at sove rolig, enkelte endog at glæde sig over
grusomheterne.
Men, ærede hr. professor, saa enkel er dog saken ikke
— det maa ialfald De dog vite; og det er allerede en stor
forbrydelse, naar lederne — ogsaa de aandelige — lar folket
svæve i en saadan tro, for dermed at dække over en
oprørende rædselspolitik.
Uten tilførsel maa Norge sulte ihjel — det ved De dog.
Tilførselen maa komme paa vore skibe — det vet De ogsaa.
For en del er den bare at faa fra de krigførende stater —
det vet De. Og De vet ogsaa, at for at faa de for vort folk
uundværlige varer og de likeledes uundværlige kul til
skibs-maskinerne (bunkers) blir vore sjøfolk av de allierte tvunget
til pligtreiser til og fra deres land. Skal Norge ikke dø
hungersdøden, saa maa altsaa den norske flaate fortsætte
farten paa de land, som er Deres fiender. Den norske
sjø-mand kjæmper klart bevisst, vaabenløs og vergeløs, en ærlig
kamp for sit folks og lands liv. Efter den tyske
proklamation spurt om, hvorledes de vilde forholde sig, uttalte de
jevne sjøfolk gjennem sin tillidsmand det stolte, enkle ord:
den norske sjømand vil gjøre sin pligt. Og De ser: ingen
rædsler skræmmer ham, han forstaar at dø for sit land.
Men hvorledes praktiserer nu Tyskland krigen mot disse
vergeløse mennesker, som arbeider for sit nøitrale lands liv.
De tror kanske at man bare sænker og martrer dem, naar
de seiler med kontrabandelast til de fiendtlige land og altsaa
kommer ind i den forbudte zone? I saa fald vilde man lide
stiltiende og — forstaa. Men nei, kjære professor, derved er
det aldrig blit staaende. Skibe med nødvendigste ladning
derfra til vort land blir likesaa konsekvent sænket uten
hensyn til menneskeliv. Det har altid været os ubegripelig,
45 — Samtiden 1917.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
