Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Hvorfor jeg er konservativ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjalmar Christensen.
positive fordele av varigere betydning; et kraftig og maalbe
visst landmandsparti kunde ha lagt baade det politiske og
det materielle tyngdepunkt hos jordbruket. Som bekjendt er
det i disse dage saa langt fra, at bondens haand hviler over
statens pung, at tvertimot staten for at reparere en
skandaløs kortsynt næringspolitik har lagt sin haand over
bondens eiendom. Det er en ekstraordinær foranstaltning.
Hvad borger for, at den om kanske ikke saa mange aar vil
være ganske ordinær?
Bonden har fulgt det gamle bureaukrati til graven ; vi
har faat en embedsstand, der er politisk farvet, men paa en
helt anden maate end den gamle. Den gamle var seiv en
politisk magt. Den nye rekruteres i ganske stort antal og
netop for vigtige posters vedkommende med mænd, der har
indlagt sig politisk fortjeneste av «demokratiet». Disse nye
embedsmænd staar ingenlunde bonden nærmere end de gamle.
Naar vort lands sterkeste produktive og konservative
kraft politisk set har spillet sine kort saa siet, har dette
tildels sin aarsak i et konservativt træk hos bonden, en kon
servativ overtro. I forfatningskampens tid, hvor den høist uens
artede opposition smededes sammen til et parti , venstre, lærte
venstre-bønderne ikke at se sakerne særskilt og selvstændig,
men i forhold til partiprogrammet. Partiprogrammet, parti
disciplinen ophævet den enkeltes dømmekraft. Tilliden til
partiet blev politisk pligt. Og efter at de forhold, der hadde
skapt «venstre», forlængst har skiftet karakter, efter at de
fleste forutsætninger for et samvirke mellem gaardbrukerne
og de radikale er bristet, ser man bønderne ikke bare
smaabrukerne eller den gruppe, der nærmest kan betegnes
som landarbeidere, men ogsaa bondestandens tyngre lag
samles om det gamle spøkelse, kaldt «venstre», som om
kobberslangen i ørkenen. Selve navnet venstre er blit en
hindring for frugtbare politiske nydannelser, særlig for et
konservativt bondeparti. Bønderne fortsætter mekanisk sin
ørkenvandring, følgende en mere eller mindre tilfeldig fører,
som bærer den døde slange foran folket. Sit eget land har
bønderne glemt at ta i besiddelse.
For mig staar det som om et sterkt og maalbevisst bonde
parti, vel at merke et parti saa eleveret, at det kan føle
nationalt og ikke udelukkende som stand, er en politisk nød-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
