Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Dramatikeren fra Firenze. I. Litt om Italiens moderne teater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dramatikeren fra Firenze.
boken efter digterens eget indre; og for ham blev derfor stil
noget etisk, frasen og de klingende bjelder av det onde eller
ialfald likegyldig; stil var i hans øine ikke noget isolert for
sig seiv og løsrevet, den var et meddelelsesmiddel, som hadde
at blotte meddeleren.
I syden hører altsaa den germaniserende tendens
hjemme. Og det falder én ind at det ikke ertilfældig: gjen
nem seklerne har man gjort saa grundig bekjendtskap med
Bourbon’erne, Anjou, Aragonien, at man føler, man har faat
nok vestfrå. Det er ikke utelukket at to epoker i italiensk
aandsliv nu møttes her og brøtes til frugtbar rivning; menings
utvekslingen var ialfald i fuldt gjænge: saa kom ultimatumet til
Serbien sommeren 1914, og dermed den store vanvidsnat,
som endnu ruger over det, man i Europa før forstod ved
aandsliv. Mig personlig förekommer imidlertid denne ger
maniserende aandsretning for det første ensidig kritisk: det
var ikke tegn til nye digtere der. Dernæst er det selvfølgelig
tvilsomt om forsøk paa denslags legering av nordisk og
italiensk kan lykkes. Der er nemlig sider ved menneskesin
det som er en lukket bok for syd boen, det merker én jo
klarest, nåar de gir sig i kast med digtninger som Hamlet;
jeg glemmer ikke deres betydeligste skuespiller Novelli i den
rolle: han traadte frem som en forlæst student fra et tak
kammer Hamlet har jo været i Wittenberg, forfrossen og
forsnuet, og i denne neurasteniske forfatning faar han saa høre
om gjenferdet; da gaper han stort og med en trillende rund
mund, som langsomt trækker sig sammen til en liten tut,
som pludselig skratler; fra den stund er han avsindig, og
kun det. Tvil er for sydboen en intellektuel og overfladisk
krise: man kan være i tvil om en ting, gudbevars! . . . Men
tvil som syke forstaar den egte italiener sjelden. Og der er
ogsaa andet i et sind som er en lukket bok for ham.
Foruten den romaniserende og germaniserende retning i
italiensk aandsliv har man ogsaa tilsig andenstedsfra ; man
har den glade Donau-stad, ialfald i det dramatiske, hvor jo
eksport av kassestykker drives. Vi har Amerika (Whitman),
vi har naturligvis iadflydel.se fra russisk literatur, og vi har
aordisk, det vil si: Ibsen. Men det er altsammen mere
døgnets moderetninger, som neppe kommer til varig at sætte
sig fast.
109
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
