Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Dramatikeren fra Firenze. I. Litt om Italiens moderne teater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
drama sokner Butti og Bracco, som staar under indflydelse
av Ibsen, om hvem han har et større avsnit. Og hans bok
ender med en hyldest til Bracco, som han anser for Italiens
største nulevende dramatiker.
Denne inddeling er som bekjendt den sedvanlige i lite
raturhistorien, de gloser hører med til dens leksikon. Men
i virkeligheten er det jo ingen frugtbar inddeling, det heller,
og nåar ialfald ikke altid frem til kunstens væsen som be
stemmes alene av den ting, hvorvidt verket er egte eller ikke,
hvilketjo har mindre med hine leksikonnets gloser at giøre end
man kanske tror. Og derfor blir det betegnende at Tonelli
i sin bok ganske overser dialekt-teatret, som dog spiller
en umaadelig rolle i folket Der er i denne mangel paa for
staaelse hos ham næsten noget semitisk, det er som der er
et spjæld faldt ned for hans opfatning, slik som det pleier
fra det race-hold, nåar man stilles likeoverfor det hjemlige
og saakaldte «nationale». Der nemlig, i dialekt-teatret, er
förnyelse, natur, u-skaperiet.
Det som er italiensk. Det som er frelsen. Og alene der.
I maskekomediens land, medi hele galleriet fra
Bergamo’s bondemaske Gioppino i nord og syd til Napoli’s
Pulcinella, der vil aldrig nogensinde det folkelige, frie teater
kunne dø. Bare en saadan ting som at det teater-liv, den fører
med sig, er lokkende! det har jo landstrykerens hele
charme over sig. Og genren naadde endog for ikke saa
længe siden helt til Montmartre i Paris, hvor man vistnok
søkte at omplante den («Grand-Guignol» med enaktere og
masker).
Allerede maskekomedien sikrer förnyelse; der er æld
gammel, hjemlig tradition i den, seiv om der er rioget stiv
net over den. For traditionen er trods alt literær. Det
italienske dialekt-teater er derimot noget mere. Fra tid
til anden, og langt tilbake, har folket kunnet dukke sig ned
i det og kvæge sig. Bersezio fra Turin-kanten med Monsu
Trauet blev et saadant bad for folket over hele Italien, Illica’s
hoveddrama Togasso, som behandler de lavere folkelag i
Milano, virket likedan utover det hele land; Giacinto Gallina’s
teater bragte duft fra Venezia’s laguner overalt hvor hans
trup drog frem, og i Alfred o Teston i’s teater hilste man paa
det godmodige, fete Bologna. Jeg mindes særlig siciliane-
112
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
