Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Dramatikeren fra Firenze. II. Novellen og aanden i renæssansens Firenze
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dramatikeren fra Firenze.
nye løier blir det høitidelig fastslaat at her forligger hekseri
og satans verk. Lorenzo Magnifico gaar i spidsen for disse
høitidelige avsløringer.
Det er Firenze, gatens Firenze. Ut fra et borgerlig
syn ender det jo ikke godt; for det er dem ikke egentlig
saa paa livet om spøken «ender godt». Det er det hedenske
ved moroen.
Jeg kommer tilslut at mindes en liten scene fra et
Florentiner-osteri av idag. For byen er i det stykke som
den var. Det var over anden frokost-tid klokken var
henved 3. Bak disken sat en av verterne Paoli. En for
sinket gjest kom ind til disken, fik sit rundstykke med
skinken inde i og sit ølglas skarp chianti for de to soldi.
Men der sat en mand længer inde i osteriet, og hadde spist
og drukket, vintung, med hatten nedover brynene, glin
sende av tak over nedreansigtet, mens han tørket sig om
munden med sin haand; for det var en bondemand, en
leverandør fra landet, som verten nu efter avgjort forret
ning spenderte frokost paa. Der blev talt om osteriers
godhet. Og bondemandens hjerte var fuldt og fløt over av
den store og mætte næstekjærlighet ; han tok til orde som
snyltedyr og agtet at gjøre skjel for maten, slaa et slag
for Paoli’s etablissement. Og det lød som en vældig ene
tale: «Nu har jeg reist,» sa han, og slafset retorisk i straa
lende navne som d’Annunzio, med cæsur i ramsen, «— ja, jeg
har reist og været i Pistoia, Empoli, Siena, Poggibonsi, Arezzo,
Alessandria, Galuzzo, Livorno, Pisa, Spezia, Bologna» —alle de
byer store og smaa i landet, han kunde komme paa saadan i
denne mætte, vin-milde stund, og kjæmpende med de rike op
støt: «mai-hi,» sa han, og saa da helt ekstatisk ut, «mangiö
come dai Pao-holi!» (o: aldrig spiste jeg slik som hos Paoli).
Kunden borte ved disken stod og tygget og lyttet; han
lot der falde en stor retorisk pause ovenpaa snyltedyrets
utgydelse. Svarte saa, lunt, litt tørt og snøvlende henkastet, mens
han tygget: «Jeg kommer netop fra Alessandria i Ægypten:
der snakket de ogsaa om i fagiuoli dai Paoli* (o : bønnerne
hos P. ; men fagiuolo kan ogsaa bety omtrent vort «kjøthue»).
Det blev ganske stille borte hos vert og snyltedyret.
Det er i og for sig et übetydelig træk, selvfølgelig. Men
nåar situationen tages helt med og føles, saa skulde der ikke
179
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
