Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Dramatikeren fra Firenze. III. La cena delle beffe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
che sei dolore e che vita é dotore.
Hans E. Kinck.
følge med alle de andre, som er dømt til døden. Knust søker
saa pilegrimmen til selve døden, nemlig Roma’s store fortid,
og besynger den for saaledes at finde veien til livet. Der
møter han nye guddomme: Skjønheten først — La Bellezza
som svigter ham; saa La Ca ri tå (medynken, kristen
dommen), og ber den om hjælp, og de to følges derpaa
ad til medmenneskene som lider. Ansigt til ansigt med
disse glemmer han sin egen kvide; men nydelse og glæde
skaper heller ikke det. Skuffet søker han saa Drømmen
digterdrømmen eller «idealet», som han ogsaa kalder det
og den løfter ham op fra jordelivets mørke dal; der, paa de
høider, møter han for første gang sin egen sjæl. Saa kalder
Menneskeheten ham tilbake; han følger kaldet, men som nyt
og lutret væsen, som en stjerne. Der slutter digtet. Og
Benellfs eget livssyn nåar vel frem til uttryk i det sidste vers,
hvor Menneskeheten ynker ham og sier, han vender nok
engang tilbake til jorden, som er «den trofaste søster»; han
svarer:
Du søster ynker mig, du vil mig verne.
Jo, jeg kjender dine medynksfulde hænder.
Jeg sa dig dog, jeg er en oprørsk stjerne.
Men ynk mig, du ! I himlen op jeg brænder.
Det er ikke urimelig at iorfatteren seiv sætter disse ting
høiest av sin digtning. Jeg synes, diglet virker noget spinkelt
og kanske heller ikke saa originalt. Vistnok et enkelt og
stille digt, men litt grissent, endog litt litet gjennemglødet.
Denslags ligger ikke for ham, der er ikke stof i ham til en
Dante eller det er kanske retfærdigere at si: det ligger ikke
for tiden at ale frem Dante’r. Men der gjemmer sig sikker
lig noget av en sjælelig selvbiografi og personlig bekjendelse
i det. De sterkt bevægede vers til Ironien f. eks. røber ham,
hvor sangen ender slik:
0 Ironia, tu sei la vita istessa,
c se tu sei amor, vita é amore;
ma I’anima secreta mi confessa
(p: O Ironi, du tr selve livet, og er du kjærlighet, saa er liv kjærlighet; men
sjælen i mit dulgte indre hvisker til mig at du er kvide og liv er kvide).
Der er i mine øine en ting til av interesse ved denne
allegori: at der er et snev av toscansk tradition i det kunst-
250
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
