Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Dramatikeren fra Firenze. III. La cena delle beffe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
oro Hans E. Kinck.
hentet ut av en begivenhet fra omkring aar 1000, et motiv,
som oftere og paa forskjellig vis har været tat op av italiensk
digtning: .
Vi er paa Monte Mario ved Rom aaret 998. Latineren
Crescenzio, den sidste republikanske konsul og høvding for
det italienske parti imot tyskerne og pavemagten, er paa
heldingen i sit forsvar av Rom; blonde og blaaøiede ger
manerfyrster «Kentaurer» holder ham indesluttet i En
gelsborg, og nu er han nødt til at forhandle. Det er en
stjerneklar april-nat med Roma nedenunder sig, at han van
drer til den unge keiser Otto 111 paa Monte Mario for at av
tale nærmere vilkaarene for byens overgivelse, barnslig for
trøstningsfuld, pratsom, i naiv tillid til keiserens givne ord
og i følge med sin skjønne hustru Stefania. Deroppe kom
mer det imidlertid til vældig sammenstøt mellem ham og
germanerne i anledning av Rom, og det ender med at latiner
ætlingen Crescenzio troløst hugges ned, mens Stefania blir
keiser Otto’s bytte. Med anden akt begynder saa hendes og
Otto’s tragedie. I hele to akter famler den unge kentaur for
giæves efter hende og lykken, trygler om kjærlighet; hun
hader, hun er, som Roma seiv, koldt marmor. Og i tredje
akt er han ved at opgi det og agter reise hjem; men før han
tar nord mot Alperne, lar han hende gripe av sine soldater
og kysser hende. Fra nu av er hun forflygtiget til et luftig
symbol i dramaet, hun er bare Roma, hun er latinsk aand
og følelse, ikke menneske. Som sidste utvei hitter han i fjerde
akt paa den plan at det er han, som skal gjøre Roma stor:
han og Roma skal forenes og bli hvad det ikke blev under
Crescenzio. Men han faar atter nei.
Svakheten som nationalt drama er at Otto altsaa i gran
den ikke repræsenterer StefamVs motsætning det er ikke
to uforsonlige racer som tømer sammen, slik som tanken var
fra først av. Til syvende og sidst blir det bare en ung mand,
som forgiæves frir til en kvinde, hvis mand han har dræpt.
Der er ogsaa en ugreihet til eller det er den samme op igen;
man spør nemlig: hvad roper høiest, blodet eller pligten? Og
handlingen glir ogsaa her ut, flytter sig litet. Kanske der i del
igjen stikker en liten smak av døgnets mode og d’Annunzio.
Det hele viser paany, synes mig, at tendens og dyp
sindigere symbol bak et stykke er ikke Sem BeneUYs sak;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
