Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Dramatikeren fra Firenze. III. La cena delle beffe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
betta; eller i samme akt den overmaade bevægede scene, hvor
den bedragne ældre mand stilles ansigt til ansigt med Neri:
den gir anledning til de flængende ord og de betagende min
der om fordums elskov; eller den stille stund i sidste akt, da
Ginevra og temen snakker sagte sammen om den farlige kjær
lighet; eller ved bordet i første akt; eller i tredje akt mellem
Giannetto og tjeneren, hvor de snakker om hevn og kjærlig
het. Overalt er der skjælvende friskhet, dér hvor der tales om
kjærlighet, likesom ganske nye ord. Kjærlighet, skinsyke, had,
hevnfryd indtil tvangsforestillingens vanvid eller død! Da kan
replikkerne pludselig reise sig i veiret, vælde; men seiv ikke
da blir de retorik eller synderlig lange. Da kan det syde og
boble av den ur-instinktets grumme kamp, hvor der ikke
gives makkerskap, og alle midler er tillått.
Saa, pludselig, staar man der haandfalden: Der er virke
lig rundet vældig skjæbne i spilopperne. Den sidste akts slut
ning har noget av samme forfærdelsens stumme effekt over
sig som Machiavellis komedie: Saa er livet. Og livet knusler
aldrig.
Tilslut litt om selve hovedskikkelsen, «helten» Giannetto.
Eller som han benævnes av italienerne: Giannettaccio,
med det foragtelige suffiks som her næsten svarer til vort
«skarv». Som nævnt, han tegner aapenmundet sig seiv straks
ved sin entré; og noget længer ute i akten antyder han at
han oprindelig er en aandens mand, intellektuelt utrustet og
interessert, hvis hu staar til fred; men tiderne er ikke gunstige
for et slikt sind. Og nu er han altsaa blit giftig paa grund av
denne sin hang til ro og stilhet; han er, sier han, «som skorpi
onen, om du rører ved den i en mørk murrevne, hvor den kar
rig mæsker sig med ruinstøv». Saadan begrunder forfatteren
ham psykologisk. Han er ialfald feig, krypende, slesk. En eks
emplarisk usling. Han eier alle aandens negative og optrev
lende egenskaper; han eier ironi, satire, det skarpe øie. Men
han eier under det den store oprindelighet, som i et lyn
rapt nu kan sanke sig sammen og fyldes av den egte passion.
Det er digterens verk: han lader ham med den, saa han
rives med, og saaledes at ingen spør længer om det er en
usling eller ikke. Av den enkle grund at hans blod kan syde.
Og fremfor alt: fordi han har den dyre evne til ogsaa at holde
paa passionen det er Firenze, til forskjel f. eks. fra Napoli.
260
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
