Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Friis: Krisen i den norske arbeiderbevægelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jakob Friis.
den politiske bevægelse. Men eftersom den vokste i magt og
anerkjendelse, eftersom dens medlemstal steg og dens kasser
følgelig blev rikere, eftersom dens forskjellige forsikrings- og
understøttelsesindretninger blev utbygget, vokste den uund
gaaelig til en viss grad sammen med det bestaaende samfund.
Den politiske bevægelse gjorde nok ogsaa til en viss grad
det samme, eftersom den fik flere og flere repræsentanter i
parlamenterne og kommunerne, hvor de maatte drive praktisk
politisk arbeide. Men den blev dog ikke bundet saa sterkt
som fagbevægelsen av sin egen magtøkning. Som bevægelse
maatte den holde sit idéliv friskt, den maatte for at bevare
sig seiv og sit tak over masserne stadig ha sine fremtidsmaal
og sine fremtidsdrømme for øie ogsaa i dagens praktiske
politik, i langt høiere grad end fagbevægelsen. Dertil kom,
at den ungdom, som strømmet til den politiske bevægelse,
kom fra samfundets forskjelligste klasser. Den kom fordi
den var tiltrukket av de socialistiske idéer, det var en indi
viduelt rikere, mere forskjelligartet ungdom end fagbevægelsens.
Saalænge tiderne var normale førte denne krydsningen
av idéerne og livets realiteter, som kjendetegnet forholdet
mellem den politiske og den faglige arbeiderbevægelse, bare
til befrugtning av begge bevægelser. Men det blev til et mot
sætningsforhold saasnart spørsmaalet blev om fagbevægelsen
skulde sætte hele sin realitetsværdi ind paa én idé. Da
engelskmanden Keir Hardie og franskmanden Va i lian t
föreslog for de tyske og østerrikske partifæller paa kongres
sen i Kjøbenhavn i 1910, at man skulde opfordre arbeiderne
inden vaaben-, ammunitions- og transportindustrierne at for
berede sig paa at erklære generalstreik i tilfælde av krigs
utbrud, henviste tyskeren Ledebour og østerrikeren Ren
ner til sine lands fagbevægelse. En slik streik maatte bli et
faglig anliggende, den vilde sætte fagbevægelsens kasser i
fare for at bli inddraget av staten eller de militære saasnart
krigen var brutt ut og i det hele drive fagbevægelsen ut i det
aapne oprør. Det kunde man idetmindste ikke erklære paa
forhaand, at man hadde til hensigt. De anerkjendte nok
arbeidernes ret til at gaa til de «yderste midler» for at av
verge krig, men de vilde ikke direkte peke paa noget av
disse. Ed. Vaillant rettet da et voldsomt angrep paa tyskerne
og østerrikerne, fordi de i realiteten ikke vilde foreslaa andet
282
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
