Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. C. Svarstad: Jødernes hevn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som Europas daarer trodde Bismarck mente som andet end
midlertidig.
Men den anden — jøden? Skumringen falder over
havnens umaadelige sceneri, lyshavet fra byens glødelamper
brytes med dagslyset og gjør luften rødlig-fiolet. Nu ser
jeg ham, den anden, han løfter sig bak preusseren med
sverdet, som en skygge, han vokser og tar form, smilet tar
en bestemt karakter. Med tusen fine traader styrer han
vognen indover Preussen?
Da husker jeg belgiernes nervøsitet, hver gang de over
grænsen hørte strofen: «Uns Vaterland muss grösser sein.» —
Men naar skulde vognen begynde at rulle? Himlen var
jo skyfri. Verden stod jo paa spranget mot idealet. Verden
hadde overflod av mat og materielt skrammel til sjæls og
legems behov. Vi hadde en imponerende masse love, og
endda var de tusener av producerende lovmaskiner i
uavbrutt virksomhet. Den voksende lavine av love beviser at
mennesket som enkelthet og individ er blit nedrig usselt:
ti jo bedre et menneske er, jo mindre trænger det av love;
det fuldkomne menneske trænger ingen. Utviklingen gik
altsaa i rigtig retning: Av tusener av nedrige usselheter
skapes den ene store fuldkommenhet — idealstaten. Ja
saadan lyder den moderne tænknings ubønhørlige logik. Men
vi faa som ikke hadde en bestemt politisk mening som
livserhverv helt eller delvis følte allerede dengang krigens
første trækninger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
