Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: Tyskland og Norden - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Albert Dresdner.
Ogsaa nordmanden er livshungrig nok, men han har
desuten sterke moralske anfegtelser, en sorgløs livsnydelse
vaager han ikke at hengi sig til ; hvis han gjør det, frygter
han at tape magten over sig seiv og mange træk ved stor
stadslivet i Kristiania viser at denne frygt ikke er grundløs.
Nordmanden tar verden meget tungere end sin nabo, han
graver sig ned i og grubler sig bort i problemerne. Han er
fuld av kritik overfor sig seiv og andre, overfor sit eget land
som overfor utlandet, og altfor ofte hindrer kritikken ham i
at danne sig et klart og helt billede av tingene. I Norge
produceres der en umaadelig mængde kritik, men den gjør
hverken kritikerne eller de kritiserede rikere. Nordmæn
dene beklager sig ofte over de trange hjemlige forhold; denne
överproduktion av kritik, som hemmer og kvæler de ska
pende kræfter, gjør forholdene endnu trangere. Sammenlign
Ibsen og Strindberg. Begge er gjennemtrængende psykolo
ger og übønhørlige kritikere. Nordmanden kommer aldrig
utover kritikken, nåar aldrig til en samlet verdensanskuelse,
mens Strindberg fra første stund kjæmper for at vinde
en saadan, en kamp som tilsidst fører ham «til Damaskus».
Fri og hel synes nordmanden bare at være overfor natur og
musik. Der falder det kritiske panser av ham, og folket
aabenbarer et nyt og skjønt væsen, en barnlig følelse av
lykke og tak, en utillredsstillet romantisk længsel, men især
overfor stemningsværdier viser han en fintmerkende forstaaelse.
Der er en tvedelthet i det norske folks sjælelige natur, som det
ikke er let at fatte; det har et urgermansk faustisk drag, som
av forholdene er formet paa en eiendommelig maate; Ibsen
har git det uttryk i «Brand». Det er et kjæmpende folk, og
dets offentlige liv er stort set gjennemtrængt av en moralsk
ansvarsfølelse, som kræver agtelse. Litet opbyggelig er dog den
sterkt personlige tone i det offentlige ordskifte.
Skal man i faa ord angi kjernepunktet i nutidens og den
nærmeste fremtids norske liv, maa det bli ved at peke paa
dets mangel paa idealitet. Ikke saa at forståa at der
i Norge skulde mangle følelse for det ideale, langtfra, neppe
noget sted tinder ideale bestræbelser saa let tilhængere. Naar
det gjælder sociale velfærdsforanstaltninger er der for eksem
pel ikke gjort saa litet. Den paapekte mangel paa idealitet
ytrer sig ved at det offentlige liv savner en stor alt beher-
334
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
