Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tanker foran valgene - III. Anders Krogvig: Almuevenstre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anders Krogvig.
dum, at han forlangte at bli repræsenteret av folk, som ved
skjæbnens ugunst var blit likesaa mislige som han seiv.
Demokraten fra 1830-aarene stiller, som det vil sees, for
det første det krav til en folkerepræsentant, at han skal være
uavhængig, dernæst forlanger han politisk oplysning og en
fast karakter. Der er altsaa et godt stykke fra Peder Soel
volds venstre til Gunnar Knudsens. Venstre hadde paa sidste
Storting en eneste mand av denne nu forældede type paa en
demokrat: Wollert Konow. Partiet har længe kjendt ham
som en pæl i kjødet, og endelig har det iaar mandet sig op
til at fjerne denne smertelige mindelse om sin retskafne for
tid. Vort andet «demokratiske» parti socialisterne har
i denne henseende aldrig hat store fordringer, det lar sig for
trinsvis repræsentere av sine egne lønnede funktionærer.
Episoden Buen har nylig vist, hvordan disse avrettes for
stortingshvervet.
Venstrepartiets utvikling fra Johan Sverdrup til Gunnar
Knudsen er ingen opbyggelig historie. Det blev i sin tid
grundlagt ved en alliance mellem Sverdrup og Søren Jaabæk,
mellem landets længst fremskredne og mest vidtskuende in
telligens og dets almue, mellem europæisk frisind og hjemme
gjort klassepolitik. En kan ikke si, at alliancen i og for sig
var uheldig: Den gav den frisindede intelligens magt til at
gjennemføre sit demokratiske og nationale program. Selv
følgelig maatte Sverdrup betale for den magt, han paa denne
vis sikret sig, og stundom betale dyrt ogsaa, men han og
hans kreds beholdt likevel hele tiden ledelsen i sin haand.
Saalænge forfatningskampen og unionsstriden behersket vort
politiske liv, var almuen avhængig av intelligensen, løsningen
av disse store rikspolitiske opgaver, som ikke kunde avvises,
laa utenfor og over hvad den seiv magtet. Men motsætnin
gen mellem de to parter i forbundet er merkbar hele tiden
i 1860- og 70-aarene, og da forfatningsspørsmaalet er løst,
føler almuen sig sterk og sikker nok til at slaa et slag for
sin livsopfatning: Kiellandssaken og kirkelovene.
Takket være unionsstriden lykkedes det for «det euro
pæiske venstre» at gjenvinde ledelsen og reorganisere
partiet, og det beholdt stort set magten like til unions
opløsningen.
Men da kom endelig Gunnar Knudsens time. Under hans
478
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
