Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Ibsens sidste dage og likbegjængelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsens sidste dage og likbegjængelse.
dententersamfundets bestyrelse med en pen tilegnelse, men
boken var «Samfundets Støtter», hvis titel var grusomt
ironisk, og hvor hele det norske samfund var fremstillet som
en pilraatten plimsollsk likkiste som der var litet haab om
at redde. Og til Bjørnstjerne Bjørnson skriver han i 1884:
«Da jeg for 10 aar siden seiled opefter fjorden, følte
jeg bogstavelig brystet snøre sig sammen i beklemmelse og
ildebefindende. Det samme förnam jeg under hele opholdet
deroppe; jeg var ikke længer mig seiv mellem alle disse
norske kolde og uforstaaende øine i vinduerne og paa for-
tougene.»
I 1885 holdt han en tale til arbeiderne i Trondhjem, som
han begyndte saaledes: «Det er efter 11 aars fråvær, at jeg
for en otte dages tid kom til Norge. I disse otte dage har
jeg følt mere livsglæde end i alle de 11 aar udenlands.
Jeg har forefundet umaadelige fremskridt paa de fleste om
raader, og jeg har set, at det folk, jeg nærmest tilhører, nu
er rykket det øvrige Europa betydelig nærmere end før.»
Saa lyst saa han paa forholdene dengang; men det varte
ikke mange uker; før sin avreise kom han op i en strid
med sin gamle ven Lorentz Dietrichson, og her utløste sig
atter al hans gamle bitterhet mot Kristiania. Et aars tid
efter skrev han til Georg Brandes: « Aldrig har jeg
følt mig mere fremmed ligeoverfor mine norske landsmænds
«Thun und Treiben» end efter de lektioner, det sidst for
løbne aar har givet mig. Aldrig mere frastødt. Aldrig mere
übehagelig berørt.»
Allikevel begyndte Ibsen at tænke paa at komme hjem;
allerede 1885 skriver han til Hegel om at kjøpe sig en villa
i Norge. Det var sikkert ikke længsel efter Kristiania eller
forholdene hjemme som bevæget ham; det var naturen som
lokket ham, han hadde nu i en lang aarrække bodd inde i
landet, ikke set andet vand end Tiberen eller Elben eller
Isar; han blev paa sine gamle dage grepet av en übetvingelig
længsel efter havet, og det var det som drev ham hjemover.
Endelig sommeren 1891 brøt han op fra Mimenen og
drog til Kristiania, hvor han ankom i juli og tok ind i
Arbins gate paa hjørnet av Drammensveien.
Her logerte Ibsen i de femten aar han hadde igjen at
leve i: jeg bruker med hensigt ordet logerte, ti aldrig blev
527
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
