Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Ibsens sidste dage og likbegjængelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsens sidste dage og likbegjaengel.se.
Jeg har nemlig endnu diverse galskaber paa lager, som jeg hid
til ikke har fundet leilighed til at give udtryk. Først nåar jeg
vel har faaet dem fra halsen, kan det være tid til at lægge op.»
Det følgende aar (1899) kom «Naar vi døde vaagner».
Han kaldte det «En dramatisk epilog». Men hans mening
hermed var ikke at det skulde bli hans sidste, han menle
kun at det var en avslutning paa en serie av hans dramaer,
den som begyndte med «Bygmester Solness». Han haabet
ialfald der skulde komme mere, seiv om han ikke længere
følte sig saa sikker. «Hvorvidt jeg kommer til at skrive
noget nyt drama,» skrev han til Prozor 1900, «vet jeg endnu
ikke, men hvis jeg fremdeles faar beholde den aandelige og
legemlige kraft, som jeg endnu kan glæde mig ved, saa vilde
jeg ikke i længden kunne holde mig borte fra de gamle slag
felter. Men i dette fald vilde jeg da komme til at møde frem
med nye vaaben og i ny udrustning.»
Dette blev der dog ikke noget av, vi kom aldrig mere tii
at se ham med nye vaaben og ny utrustning. «Naar vi døde
vaagner» blev hans sidste, epilogen blev den virkelige epilog,
avslutningen paa hans vældige verk.
Efter denne tid gik det nedover med Ibsens legemlige
og efterhaanden ogsaa med hans aandelige kraft; hans syg
dom aan forkalkning viste første gang symptomer i aaret
1900; før den tid var han tilsyneladende frisk og kjæk. I
aarene 1900—1903 hadde han gjentagende smaa apoplektiske
anfald, der efterlot lette lammelser i høire ansigt, arm og ben,
forstyrrelser i talen, svigtende hukommelse, av og til vistnok
hallucinationer, ogsaa sindsforvirrelser; han kunde vanskelig
skrive. Tilstanden var i de følgende aar litt vekslende; av
og til var han litt bedre og klarere. Kræfterne sank dog litt
efter litt; han maatte opgi sine kjøreturer, fik ogsaa efter
haanden legemlige skrøpeligheter (urinbesvær, liggesaar).
Han likte godt at føre litt passiar med de faa personer,
som hadde adgang til ham og som han kjendte; fremmede
taalte han ikke. Han interesserte sig for politik, men især
for teater og da mest for sine egne stykker; det moret ham,
nåar Jens Wang kom op og viste utkast til iscenesættelser.
Derimot forstod han ikke hentydninger, vitser, sætninger med
«dobbelt bund». Humøret var vekslende; han var meget
irritabel og blusset let op i übehersket vrede. Hans ordens-
531
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
