Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Ibsens sidste dage og likbegjængelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirken den altfortærende.
Gerhard Gran.
læggere som bare nævnte de institutioner de repræsenterte.
Det var vel kanske ogsaa bedst slik, Ibsenske ord passet
ikke i Trefoldighetskirken, og de var kanske heller ikke helt
ufarlige, der er dynamit i dem, de kunde ha sprængt
kirkens mure.
Det var en p e n fest, alle officielle myndigheter var møtt
op, ogsaa geistligheten var talrikt repræsentert, i sine ornater
med sine dekorationer paa. Tidligere, saalænge Ibsen
levet, hadde ikke geistligheten været saa venlig mot ham,
ilere gånger hadde den endog stillet folket et valg: Kristus
eller Ibsen? det var valget. Men nu var der ingenting iveien,
det var kanske første gang Ibsen satte sin fot i en kirke; men
det gjorde ingenting, nu var han velkommen, geistligheten
aapnet sin største kirke paa vid væg for ham.
Den næst en altfortærende. Ti der er dog grænser; de
store berømte syndere tar den med glæde imot, men de
socialt mislykkede syndere vil den helst være fri for. Da
Hans Jæger, som ikke var hvad Bismarck engang kaldte eine
schöne Leiche, nogen aar efter Ibsen blev begravet, vilde
kirkens mænd helst negte ham indviet jord, og det var ved
den ledighet at en høit anset prælat fik ideen til den
simplere likbehandling som senere har været diskuttert
under navn av borgerlig begravelse. Hvad der ikke for
hindret at den samme prælat et par aar efter uten at kny
aapnet sin kirke for Björnsons jordiske levninger, Bjørnson
som kort tid før sin død med høi røst hadde forkyndt
umuligheten av et fortsat liv efter døden.
Man kunde under ceremonien ikke godt la bli at tænke
paa hvad Ibsen seiv vilde ha sagt om han hadde været
tilstede.
Han hadde vel likt det, men han kunde vel heller ikke
ha tilbakeholdt et smil, nåar han gjenkjendte saa mange av
sine gamle venner i den smukke forsamling: Stensgaard og
alle de politiske ledere han hadde saa godt øie til, konsul
Bernick og alt hvad som kunde kalde sig samfundets støtter,
byfoged Stockmann og alle de som eiet en uniformshue,
pastor Manders, og henne i en krok med sin blok paa
knæet, redaktørerne Mortensgaard og Hovstad, og Billing, den
bladlus paa Hovstads krop.
534
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
