Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Fr. Nicolai: Den sidste Hohenzoller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den sidste Hohenzoller.
som hans billeder er for kunstnerne. Han var dilettant i
alt han foretok sig, men ikke en dilettant som med kjær
lighetsfuld hengivelse dyrket sit lille omraade for sin
egen fornøielse. Altid optraadte han med fordring paa at
forkyde sine folk evige sandheter, som han rigtignok straks
gav paa baaten, hvis de ikke slog an med én gang. Hans
søn vil i det mindste kunne bli træner, men hvad det skal
bli av faderen, nu da han har været nødt til at opgi sin ar
vede beskjæftigelse, er det virkelig ikke let at si.
Denne ustadighet uten bestemt maal præger ogsaa hans
taler, de lider alle sammen av noget som psykiatrikerne kal
der idétlugt. Dette blir især aabenbart, nåar man gjennem
læser hans samlede taler og sammenligner dem f. eks. med
Bismarcks. Men denne ustadighet i hans karakter rækker
videre. Hans talrike, ofte sterkt provocerende taler, som
siet ikke altid hvad man til en begyndelse var tilbøielig
til at tro var holdt under indflydelse av alkohol, røber
noget altfor let opblussende, noget altfor personlig, noget
om man vil altfor æstetisk, og i motsætning hertil findes
perioder, da han lider under aabenbar depression. Dengang
han fik taushetspaabudet, gjennemlevet han en slik, og nu
under krigen har han graatt i uker, og i sin sønderknuselse
har han set sin eneste redning i en overdreven fromhet, for
saa pludselig igjen at holde en av sine uhyrlige taler, hvis
offentligjørelse den strenge militære censur dog for det meste
visste at forhindre.
Typen er velkjendt, og i sin mest uttalte form kalder
man den folie circulaire. Vi vet at der fmdes mange over
gangstrin mellem den uttalte sygdomsform og den normale
tilstand, og paa et av disse har keiser Wilhelm utvilsomt sin
pläds, men uten en nøiagtig personlig undersokelse er det
selfølgelig umulig at avgjøre, om han staar nærmere den
patologiske end den sunde side. Disse typer er periodevis
ofte glimrende selskapsmennesker, charmante og aandfulde
causeurer, og bare fagmanden merker paa det springende i
deres tænkning, som förekommer den ukyndige et tegn paa
mangesidighet, at der bak alt dette skjuler sig en konfus aand.
I ethvert fald maa man, hvis skyldspørsmaalet vedkom
mende denne krig som bebudet skal søkes oplyst ved en
domstol, ikke överse dette moment. Seiv om man ikke paa
541
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
