Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. J.: De første dage i Elsass-Lothringen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
siden har hørt de hundrede gånger: «Men er det sandt at de
har bombardert Paris med en tyk kanon?» «Ja det er
nok det!» «Og her har vi virkelig aldrig villet tronoget
slikt!! Har.de giort stor skade?» «Aa nei, det var mest
larm.» De saa forskrækket paa hverandre og sa: «De har
bombardert Paris!» Og i dette utbrud var der baade noget
komisk og noget rørende paa samme tid. Det var som det
rummet for dem, foruten den rent materielle umulighet, ogsaa
den taapeligste og den frækkeste helligbrøde.
Dagen efter drog vi avsted ved 7-tiden i vakkert solskins
veir. Veien gik mellem aasskrenter med en skogkrans paa
toppen, et typisk Lothringen-landskap. Naar vi kjørte ind i
en grænd, stimlet barnene omkring vor bil, svinget med hattene
og ropte: «Leve Frankrike!» Saasnart vi sagtnet farten, hop
pet de dristigste op paa stigbrettet og strakte frem de smaa
hænderne sine for at ønske os velkommen.
En tyve kilometers vei fra Sarreguemines fandt jeg mit
regiment indkvartert i en landsby. Nogen minutter efter stod
jeg midt imellem kameraterne mine. «Og De som skal for
late os da.» «Det er nyt for mig.» «Jo da, De skal til
Strassburg. Obersten har faat ordren iforgaars.»
Jeg hadde snart gjort mig færdig, saa jeg kunde reise
næste dag. Jeg bruker dagen til at si farvel. Alle officererne
er henrykt over den mottagelse de har faat. Soldaterne mine
straaler over hele ansigtet. «Hr. kaptein,» sier de, «dette er
rigtig et velsignet land.»
Aldrig i mit liv har jeg følt mig grepet av en slik strøm
av glæde og tillid og velvilje.
Regimentet drog avsted tidlig næste dag, mens jeg blev
igjen hos min vertinde. Det var lærerinden ved folkeskolen
i kredsen, en tysk dame fra Trier. Vi hadde ikke vekslet
tre ord før hun løp paa mig med sin bøn om at jeg skulde
«ein gutes Wort fur sie einlegen», saa hun kunde faa beholde
sin post i Lothringen. Det hadde virkelig aldrig faldt mig
ind at jeg skulde ha slik en indtlydelse.
Der var hos hende en underlig blanding av sentimentali-
tet og pengebekymringer. Hun utviklet for mig i samme
aandedræt at hun ikke kunde tænke sig noget andet fædre
land end denne bygden i Lothringen, hvor hendes far og
mor var gaat til hvile paa kirkegaarden, og at hun forresten
114
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
