Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edward Bernstein: Den tyske revolution og Europa - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edward Bernstein.
med Madam Angots datter, at «det var ikke umaken værd at
bytte regjering».
Naar vi ut fra dette synspunkt ser paa de forskjellige
indvendinger som har været gjort mot den unge republik,
finder vi at en stor del av dem netop beror paa den feil man
mener at kunne bebreide republikken, d. v. s. man holder
sig til det ytre skin istedenfor at gaa tilbunds i tingene. Grovt
kunde jeg uttrykke det saaledes: man bebreider republikken
at den tillåter at menneskene endnu gaar paa sine føtter
istedenfor at tvinge dem til at gaa paa hænderne.
Det er brud paa logikkens elementæreste love og vold
mot kjendsgjerningerne, nåar man paastaar at tyskerne styrtet
keiserdømmet, fordi det hadde tapt krigen. «De hvite har
korsfæstet Kristus, la os dræpe de hvite», ropte engang Haitis
negre under et oprør. I det tyvende aarhundredes civiliserte
Europa hører man ofte ytringer som minder om disse stakkars
sortes argumenter.
Forholdet mellem det militære nederlag og keiserdømmets
fald er et ganske andet, end republikkens kritikere mener;
de tyske imperialister gir tvertimot revolutionen skylden for
arméens sammenbrud, og seiv om heller ikke dette er rigtig,
saa kommer det dog sandheten nærmere, forsaavidt som det
sætter nederlaget i forbindelse med meningsstrømninger som
gjorde det mulig at velte keiserdømmet: Jeg vil ikke dvæle
ved den betydning de tyske soldaters voksende fiendtlighet
mot krigen hadde for nederlaget; seiv kompetente officerer
inden ententen indrømmer at en slik fiendtlighet fandtes paa
tysk side og at den bidrog til at gjøre nederlaget alvorligere.
Men den utvikling som virket inden den tyske hær, var kun en
gjenklang av en mægtig aandsbevægelse i landets indre.
Længe hadde der ytret sig en heftig opposition mot krigen
og et regjeringssystem som gjorde det umulig at sætte en
grænse for fiendtligheterne ved en overenskomst mellem
nationerne; men denne opposition var endnu ikke sterk nok
til at bryte det herredømme som den militære autoritet ut
øvet over folkemasserne, takket være et vidtløftig apparat som
var bestemt til at erobre den offentlige mening og virket
med en forbausende metodisk gjennemført præcision. Be
vægelsen fik først en uimotstaaelig styrke den dag da den
militære magt var lammet i sine virkemidler, eller m. a. o.
326
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
