Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Otto Anderssen: Opgaver og idealer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Otto Anderssen.
verdensborgere, hæver sig til en saadan solidaritets- og rets
følelse, at de ikke ser det som det høieste maal at bekjæmpe
hinanden paa liv og død, men at de over alle motsætninger
i nationalitet, konfession, sprog, sociale kaar, kan møtes i
fælles stræben efter at skape en bedre verden med en fuld
komnere retstilstand, rummeligere kaar for alle, større ar
beidsglæde og større menneskelighet i alle indbyrdes forhold.
Mange kræfter maa virke sammen til en saadan entente
i høiere forstand. En av disse er skolen, den vi her skal
beskjæftige os med. Som Vorherres mølle virker den lang
somt, men sikkert. Den er ingen revolutionerende kraft,
men fører mot maalet gjennem den uavbrutte indflydelse den
øver fra slegt til slegt. Dens styrke ligger netop i taalmodig
heten i dens stræben, i det varsomme hensyn til at avpasse
krav til evner og muligheter. «Absit violentia rebus, omnia
sponte sua», dette Comenius’s valgsprog bør til alle tider
være den gyldne indskrift over skolens portal. Men denne
langsomme indre bearbeidelse av de unge slegter er, nåar alt
kommer til alt, den sikreste vei for et fuldkomnere menneske
hetens liv, ikke bare i nye former, men i ny aand.
Men et gjennembrud av nye former og nye opdragelses
normer kan være nødvendig i en høispændt situation, og hvor
avstanden mellem skolen og den verden som omgir den er
blit for stor. Vi hører ogsaa rop om en ny skole og en ny
opdragelse baade hos seierherrer og beseirede. Alle er de
drevet til en streng selvransakning, og denne har ikke fun
det alt saare godt. Sterkest lyder naturligvis stemmerne fra
det folk, som har hat det store fald, og som nu i drift
famler efter ny ankergrund.
Den tyske skole, som vi indtil disse dage har kjendt
den, har været en tro avspeiling av folkets historiske liv og
den sociale arkitektur hvori dette har avsat sig. I hvert enkel
av sine led var den høit utviklet og virkekraftig, men disse
led har ikke været indordnet i en indre og ydre sammen
hæng. De hadde hvert enkelt sine bestemte funktioner for
skarpt begrænsede maal og tilpasset til bestemte samfunds
lags behov. Nu kræves den hele skoleordning bragt i over
ensstemmelse med den nye revolution. Principperne for
denne lærer vi at kjende gjennem det manifest som den
første prøissiske revolutionære kultusminister, Adolph Hoff-
414
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
