Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hugo Seligmann: Carl Nielsen - II. Teknikeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hugo Seligmann.
egte degenererede Øre, vort mere forvendte end forvænte Øre,
som gør, at man ikke altid kan følge ham?
Men først og fremmest danner han sig sin egen Melodi.
Og i den Grad er hans Melodi hans egen, nåar den er mest
typisk, at den maaske er det dybeste Kendemærke for hans
Kunst. En saadan rigtig lykkelig Melodi af Carl Nielsen
bevæger sig tonalt set saare enkelt, plastisk og støt og med
en sjælden fin Sans for Intervallernes indbyrdes Forhold og
Variation og for den rytmiske Tegning. Han, der som Motto
over et af sine Værker har brugt Goethes Ord: «Ach, die
zärtlichen Herzen, ein Phuscher vermag sie zu riihren», han
maa naturligvis i sin Teknik afsky de Midler, hvormed man
appellerer til det overfølsomme og sødladne. Den skrivende
Musiker ved, hvad f. Eks. forstørrede og formindskede Tone
skridt i Melodien gør for et Indtryk paa svage og naive Sjæle.
Af Carl Nielsen kan man lære, hvordan man skal gribe dem
an for at gøre dem tilladelige og karakterfulde. Eller som
et andet Eks. Seksterne. Ogsaa dem behandler han var
somt, ja, nærer en rent ud «Fux»’isk Rædsel for den store
Sekst. Og Kromatik ja, den er ham Pestilens, men et
Dissonansspring af og til, et af dem, der rigtig bider, er hans
Lyst. Hvor er det dog forbavsende at se, med hvor faa og
knappe Træk han saadan kan ridse et melodisk Fysiognomi
op. Det staar der som ved et Under nyskabt og lige
som undrende sig over sig seiv at det er til . . .
Vi ser paa hans Kontrapunktik, etafden musikalske
Kunsts vigtigste Grundstoffer. Men et lunefuldt og selvraadigt,
der ikke lader sig knægte af den første den bedste, men
eksploderer mellem Hænderne paa Fuskeren og kun aaben
barer sine mest overfladiske Egenskaber for Slideren, nåar han
ikke har Talent nok, og som, mens han haandterer det, alligevel
ikke rigtig ved, hvad han skal bruge det til. Men for den
virkelig benaadede lukker det sig op og tjener ham.
Kontrapunktikens Jernrustning, der har tynget saa mangen
brav Ridder en Pukkel til, sidder om Carl Nielsen, som ,om
den var støbt. Den klæder ham, han er rigtig i sit Es i den.
Seiv har han sikkert forstaaet, hvor uundværlig for Symfo
nikeren Carl Nielsen Kontrapunktikeren var. Han
haandterer denne Side af sin Kunst paa en Gang saa Mt og
saa legitimt, og i den fortsættes hele hans harmoniske og
458
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
