Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hugo Seligmann: Carl Nielsen - IV. Sangkomponisten - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Nielsen.
Rovfugl, i Stedet for at myrde skænker han nyt Liv og ny
Ungdom. Han leger med Aakjærs bredt klingende Rytme,
der er frisk og sund som Muldens Duft, han dukker sig
dybt ned i Johannes Jørgensens selvbeskuende Inderlighed
og Tungsind og i Helge Rodes hvide Fjernhed. Men dejligst
er han, synes jeg, nåar han drømmer sig ind i Ludvig
Holsteins søde, stemningssvangre Ømhed. Hvor er det
mærkeligt, at Carl Nielsens lyriske Følelse, som flygtigt set
synes saa lidt erotisk, alligevel inderst inde er det i saa høj
en Grad, at det bliver ham af alle danske Komponister, der
i sine Toner føles mest Ludvig Holsteinsk, og at netop han
mægtede at gribe baade alt det lykkefyldt-naive og det
drømmerisk-vemodige, hele den skælvende Understrøm af
Forelskelse og ungdommeligt Sværmeri, som gør Holstein
til vor Tids Kærlighedssanger her hjemme. Den unge Kvinde,
der lignes ved Æbleblomsten, og som faar sit Lykkeskær
ved sin Rrudgoms Kys, hun bliver gennem Carl Nielsens
nænsomme, rene, duftige Toner som et evigt Sindbillede
paa überørt og skær Jomfruelighed. Det er jo i Kunsten
mange Folk sværere end i Livet at sige: «Jeg elsker dig.»
Men hun kan hviske det . . . Og «Sommersang» Sangen
om den blaanende, dybe Himmel og Markens Blommer og
den brummende Humlebi, om Gøgen som kukker og om
Naltergalens Løb af Triller, om Slettelandets Bølger og deres
gyld ne Grøde, ja, den er som en Skønhedsdrøm, der stiger
mod Himlen, den maa med sine lyse Durklange for alle
danske være Indbegrebet af dansk landskabelig Poesi.
Det, som Goethe fandt, da han sagde: «Vor fordærvede
Smag omtaager vore Øjne til den Grad, at vi næsten har
en nySkabelse behov for at vikle os ud af dette Mørke»
den samme Følelse har grebet Carl Nielsen, da han
skulde søge Udtryk for sin egen Personlighed. For at naa
denne ny Skabelse maatte han først reagere og dernæst
revolutionere. Jeg har vist, hvorledes han reagerede
mod det overleverede nationale og mod de sidste Epokers
Idealer. Det vil sige, han mødte seiv med et nyt Ideal.
Jeg har vist, hvori det bestod, dette nye Ideal : paa det natio–
467
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
