Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Knut Hamsun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjalmar Christensen.
byttet ringere, tabet haardere. Livet er kjærligheden, den
forædlede og den «zoologiske», kjærligheden i alle dens
masker, ung tilbedelse, vild vold, kjærligheden i mænds øine
og i mænds muskler: for Juliane er det afgjørende, at hun
fø!erN dens magt, udstraalet af hende seiv og udøvet over
hende. Men livet er ogsaa for hende alt det, som engang
var brustet omkring kjærligheden: «et hav af blomster,
musik og alle menneskene og tusen lys.»
Hamsun har afklædt et menneske alt det, som skjærmer
det de sidste mile paa veien mod alderdommen og døden.
Juliane har ingen ny slegt at værne om eller leve op igjen i
saaledes som en mor har; hun har ingen indsats i men
neskenes aandsliv som mænd har eller indbilder sig at ha.
Hun har bare sin egen kostbare person, og den gaar det
nedover med. Stemmen som daarede de mange, og legemet
som daarede endnu flere, er merkede af livets übarmhjertige
fiende. Kirken, de skjønne synderinders sidste trøster, har
hun endnu ikke begyndt at forhandle med. Sin kirke søger
hun fremdeles i Alexanders sterke arme. Men ogsaa ham
vil skjæbnen nu fjerne. Hun føler paa forhaand den gabende
tomhed. Manden, hun skal miste, er ikke meget værd, men
hun har nu engang sat resterne af sin kvindelige formue ind
paa herr Alexander, hun har omdigtet ham og overøst ham
med sin ømhed, personlig og praktisk. Desværre ved hun
hvem han er, hun maa bare glemme det, ligesom hun maa
glemme, hvad hun seiv gaar imøde: «Det skulde virkelig
ikke gaa mere nedover med mig nu, der skulde ikke bli
nogen værre.» Gjennem al livets slitage er Juliane vedblit
at være dybt og oprindelig kvinde, hun er gavmild endog til
offervilje: mod mændene, lige fra hendes fjollede gamling af
en gemal til vraget Fredriksen, hendes kunstnerven fra for
dum engang, er hendes væsen godhed. Det er bare kvin
derne hun hader, og det er kun fordi mændenes blikke nu
undertiden gaar hende forbi mod andre.
Der falder et tindrende lys af grusom komik over Konge
juliane og hendes sidste hof. Men endnu sterkere virker den
dybe molakkord, som toner gjennem dramaet. I naivere
og dybsindigere ord end dem, som her bruges af en primi
tiv kvinde i hendes sjæls angstfulde nødværge, har ingen
digter fortalt os, at livets hemmelighed er at dø. Hver dag dør
506
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
