Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Knut Hamsun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjalmar Christensen.
For mig synes Hamsuns digterliv at falde i tre perioder.
Den første begynder efter en indledning, repræsenteret af
«Sult» og «Fra det moderne Amerikas aandsliv» med
tMysterier» (1892) og bevæger sig i to store bølger, en episk
lyrisk og en dramatisk, markeret særlig af romanerne «Pan»
(1894) og «Victoria» (1898) og af skuespillene «Ved rigets
port» (1895), «Livets spil» (1896) og «Aftenrøde» (1898), indtil
begge disse bølger mødes i «Munken Vendt» (1902), som sikkert
vilbli staaende som et af de centrale verker for ikke at sige
det centrale verk i hele Hamsuns virksomhed. Til denne
periode kan man vel ogsaa regne hans eksotiske skuespil
«Dronning Tamara» (1903). I den lille digtsamling «Det vilde
kor» (1904) er det som om Hamsun har villet give os melo
dierne til hele denne digtning. Han har nynnet dem igjen
nem en morgen, og pludselig har han sunget ud:
«Han kom fra fremmede kyster, af evige stjerner ført
og stansed forundret paa tærsklen ind til verden vide.
Her skalv saa køligt et lys i selveste middagstide,
her var som om aldrig en bøn var hvisket og aldrig hørt.»
«Han kom fra en anden verden, med synernes hær fra den
og rulled indover jordens kyst som en varmebølge.
Og mange ja mange morgeners lys var i hans følge.
Han kom fra en anden verden. Nu viger han did igjen».
En skjønnere gravskrift har en stor kunstner neppe
nogensinde git en anden stor kunstner end Hamsun her har
git Böcklin. Og mon der ikke ogsaa, tiltrods for al ulighed,
tiltrods for at selve kunstarterne forbyder enhver sammen
ligning, er et hemmeligt slegtskab mellem den schweiziske
mester med den klassiske klarhed i formen og den dybe
drøm i indholdet og vor egen klassisk kjølige og dybt ro
mantiske digter? Ofte mægtig, ofte yndefuld er formen hos
Hamsun altid streng; romantiken som t a age kjender han
ikke, men paa bunden af de speilklare ord stirrer et hem
melighedsfuldt øie, livets uudgrundelige øie:
«Der staar en ’Villa ved sjøen’ med taarne og kapitæl.
En kvinde lytter ved muren, sort og med sløret pande,
Hører du havet komme fra fløitende maanelande?
Ak nei, du lytter til havet, som gaarj din egen sjæl».
510
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
