Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Knut Hamsun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
én ler som en fjollet og danser.
Hjalmar Christensen.
Du møder et tog, som du evig vil huske
hvad er det de skabninger gør?
For fan, det er heste, s m kører med kuske
og smælder en faglig honnør.
Se natten er livet og kvinden’ dens hersker,
og manden er oksen i verden som tærsker
den tone som aldrig dør.»
Følelsen af naturens vilkaarlighed og vælde, af natu
rens ov er magt, er allid levende i Hamsuns poesi. Han
har truffet Pan engang en nordisk vinternat kanske, i
nordlys.
Af al den skjønhed og angst, af smertefuld lykke, som
naturen gjemmer, er der én skjønhed som digteren ved er
farligere end al anden. Det er «morilden i det forelskede
blik». Fra «Sult» til «Pan», fra «Livets spil» til «Munken
Vendt» er kanske den sitrende refleks af denne elskovens
«morild» det intimest betagende i Hamsuns episk-lyriske
diglning. Det eventyrlige, ufattelige, evig skiftende i men
neskets kjærlighedsliv afspeiler sig hos ham med en forun
derlig styrke. Gjennem al Hamsuns poesi fornemmer man
«alrunens» magt. Han gjorde engang et stort digt i prosa
om alrunen og kaldte det «Victoria». Det var alrunens
skjønne triumf. Men han ved ogsaa, at den dræber og
gjør gal :
«Den byder til alle din sælsomme gunst
og tumler med menneskets sanser:
én lægger den øde, én dør i dens dunst,
En skænker den hådet med grusom kunst
saa øinene gløder brune.
For det er den rod «Alrune».
I «Det vilde kor»s kjærlighedsdigte møder man det hele
orkester: der er violoncel, der er fløtte og der er hornmusik,
sterke, ømme, bløde, kaade og skingrende toner. Der er
stille akkorder, som drømmer hen, og der er barbarisk livs
fryd. Men over elskoven, over smerten og glæden, over
livsbegjæret og livsangsten lyser Hamsuns solskinshumør.
Om han synker i natten, i lykke eller i rædsel, saa rinder
en dag, og han reiser sit hode: «Godmorgen med sol
paany!»
512
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
