Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Knut Hamsun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Knut Hamsun.
I de dramaer, som i det her omtalte tidsrum af
Hamsuns forfatterskab fletter sig ind i hans episk-lyriske digt
ning og i nogle aar særlig samler interessen, maatte selvsagt
lyrikeren træde i baggrunden. Dramaet har jo strengere love
end romanen og dets udtryksform tillader heller ikke excen
triciteter, som Hamsun yndede særlig i de yngre aar. Hamsuns
sprogøre har straks tilsagt ham, at den menneskelige tale,
repliken, særlig nåar den skal lyde fra scenen, er mere sen
sibel end digtningens øvrige former. I de ovennævnte skue
spil, «Ved rigets port», «Livets spil» og «Aflenrøde», er der
kommet større ro over menneskeskildringen end i alminde
lighed i romanerne, skikkelserne er enklere, friskt og oprin
delig menneskelige. Tilsammen virker de tre dramaer som
en stor episk livsfremstilling; i ingen af Hamsuns tidligere
romaner havde han saaledes formaaet at give sammen
hængen i et liv; seiv om denne sammenhæng har revner og
nu og da reiser tvil, har han dog gjort hele tilværelsen
levende for vore øine. De opgaver, scenens kunstnere her
fik, viste sig ogsaa at være meget taknemmelige. Roalds
Kareno, Ragna Wetlergreens Elina, Johanne Dybvvads Teresita
og Garmanns Jens Spir staar blandt de varmest menneske
lige, dybest overbevisende skikkelser, jeg nogengang har
mødt paa scenen. Det hverdagsdrama, som her udspilledes,
var gjennemarbeidet af en stor digters fantasi og fandt intim
resonans hos nogle af vore første scenekunstnere.
Det andet tidsrum i Hamsuns digterliv er markeret af
bøger som «Under høslstjærnen» (1906) og «En vandrer
spiller med sordin» (1909). Den unge eventyrers overmodige
livsbegjær, den frie sängers lystige trods er der fremdeles,
men hans glød er bunden, han spiller med sordin. Og en
skjønnere september har knapt nogen digter havt end Ham
sun her. Snart er himlen høi og sortblaa under sljernerne,
snart skyes den af jagende byger; digteren vil ikke forsone
sig med, at aaret helder, han gjør oprør mod naturen, toner
høres som minder om undertrykt graad. Men aldrig ide stor
mende gjennembrudsaar var Hamsuns kunst ømmere, aldrig
mere besnærende i farverne end nu, da høsten har meldt sig.
Jeg har engang en seplemberaften paa tjeldet set en maane
regnbue; den kunde ha sfaaet over disse aar af Hamsuns
kunstnergjerning. For mit personlige vedkommende kan jeg
513
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
