Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Romantiken og dens forberedelse i dansk og norsk litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Romantiken og dens förberedelse i dansk og norsk litteratur.
dette har for Holberg intet at si, det tjener efter hans mening
ikke til andet end til «at dysse i Søvn, og bør derfor have
sit Sted udi Ammestuer, hvor det med Succes kan bruges
ved Barnevugger». Karakteristisk nok avviser han disse kunst
neriske virkemidler med den begrundelse at de ikke duger
til at «røre Affekterne». Holbergs eget følelsesliv har tyde
ligvis ikke været til at paavirke paa anden maate end gjen
nem forstanden.
Men et forfatterskap som Holbergs, som enten det gjæl
der fortid eller nutid, natur eller menneskeliv helt og holdent
er fremgaat av forstand, og som saa utelukkende henvender
sig til forstanden, har ikke i nogen henseende kunnet med
virke til at forberede sindene for romantiken. Hverken i den
ældre humanistiske litteratur eller hos Ludvig Holberg tinder
vi noget bidrag til løsningen av det spørsmaal som her skal
besvares.
Længer frem fører en anden linje: den middelalderlige
folkedigtnings. Humanisterne kjendte folkedigtningen og ar
beidet ogsaa med den paa sin vis. Alt i 1591 kom Vedels
«Hundrede utvalgte viser», 1657 kom en ny samling «Tragica
eller elskovsviser» og endelig kom 1695 Peder Syvs samling «To
hundrede viser om konger, kjæmper og andre». Men tidens hele
litteraturopfaining voldte, at denne digtning ingen indflydelse fik
paa den høiere kultur. Humanisterne læste folkeviserne som
historiske aktstykker, men vel at mærke ikke som minder
om en svunden tids tænke- og følemaate, men som kilder
de kunde øse eksakt viden av om personligheter og hæn
delser.
Dette gjælder endnu ikke om Vedel. Han staar reforma
tionstidens friske, folkelige opvæld for nær, han er endnu
ikke den gråa lærdoms mand. Det er overordentlig interes
sant at sammenligne hans og Peder Syvs indiedninger til
folkeviserne; det er her to tidsaldere og to livssyn som staar
mot hinanden.
Vedel er en lærd mand og en historiker, og han betoner
derfor stærkt visernes antikvariske værdier, men han lægger
mindst likesaa stor vægt paa at de er, som han uttrykker det
«gamle poetiste Digte». Det er først og fremst deres poesi,
han elsker og forstaar. «De er Digte,» sier han, «som ikkun
mest er henrettet til en ærlig og lidelig Tidsfordriv; naar man
595
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
