Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Foraaret i Mikropolis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Foraaret i Mikropolis.
hadde ikke fundet hans Kephissos; men de hadde hat en stor
nat fer det! Nu var de paa vei for at ta imot fangerne ved
storejorten : de skimtet allerede deres tog langt dernede paa
sletten. Kok}rtto ! skrek hun. Kokytto! Der var flere bak
hende, det myldret dansende frem av olivenskogen som en
flok iaadyr; de kastet de nedbrændte fakler og jublet mot
den Haa dag, hven, skiltes, svinget sig rundt, møttes igjen
til kordans; og med barmene helt ute av den aapne chiton.
Stemmerne var brustne som ovenpaa en svirenat, og de
hadde sorte læber, og deres ansigter var som pressede druer.
Gutterne forfaldt ret som det var til uanstændige gebærder og
rop: Nu sitter der ikke én mø over tolv aar tilbake i byen!
skrek én, og han brukte en skarns glose istedenfor mø.
Men pikerne svarte med straalende latter: Hvem av dem
sørger sig tildøde for det! Og gamlingen saa det, at nu
vendte stadens unge piker tilbake som hetærer. Men ogsaa
det glædet ham at skue. Og han huket sig, tok ned
paa engen og lot dens blomster gaa krislende gjennem sin
hornede næve. For nu stod jo livet ogsaa dem aapent .. .
Da kom der en mand springende forbi; han ropte at
våndet minket i byens kilde. Længer oppe i skraaningen
kom vandsælgeren og drev sine æsler hit med slunkne skind
sækker paa ryggen, og krukkerne, han bar i haanden, var
tomme. De unge stanset litt op ved ropet og studset; det
var ikke underlig da, at de ikke fandt Kephissos, sa de bare.
For de turde ikke tænke tanken ut. Men ogsaa dette følte
gamlingen bare som et trin videre nedover mot urgrunden,
som var al utviklings sidste maal. Og han talte lysøiet til
dem, mens han huket sig og kjælte om blomsterne, at nu
trodde han det som den gamle vismand Pythagoras lærte:
ogsaa i en bønne gjemte der sig sjæl. De stod et øieblik og
hørte paa : Nu vilde han derfor slutte at spise bønner, sa
han; det hadde krigen lært ham. Ti bønner var altsaa vore
brødre . . . Han brøt ut i lys ekstase, og taarerne trillet
ned i hans grisne skjeg; hans stemme skrek det: Alt som
vokser og gror, er brødre!
Just som han sa det, gav pludselig en pike sig til at
danse foran vismanden og rundt om ham. Han saa maa
pende op paa hende; men glædet sig først ved de unge
ankler. For hvad danser du? sa han. For dig! kaklet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
