Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dmitri Meresjkowski: Rusland - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
79 Dmitri Meresjkowski.
ærefrygtsfulde menneske, fornegtelse av alt, av sit hjertes
allerhelligste, av hele folkehelligdommen uten avslag. Mangt
et hjertensgodt menneske kan paa en eller anden maate plud
selig bli til det værste troll og forbryder, saasnart han
kommer ind i denne storm, og i denne for os saa skjæbne
svangre og for den russiske nationalkarakter i mange fatale
livsmomenter saa eiendommelige hvirvel av krampagtig selv
fornegtelse og selvødelæggelse. Men med den samme kraft,
den samme impulsivitet og den samme stræben efter selvop
holdelse og anger redder da ogsaa det russiske menneske sig,
likesom for det meste ogsaa hele folket, nåar han har naadd
til den sidste grænse, det vil si, nåar man ikke kan gaa længere.»
«Jeg tror,» slutter Dostojewski «det dypeste aands
behov for det russiske folk er trangen til en ustanselig og
ustillelig lidelse. Av denne lidelsestørst har det tilsyneladende
lidt i aarhundreder. Det er som om det russiske
folk nød sine lidelser.»
Dostojewski avdækker her det dypeste grundlag i det
religiøse folkeelement. Kristendommen er lidelsens religion,
den rene lidelse, lidelsen som universel syntese. Men er det
ogsaa virkelig saa?
I verden og i mennesket bor der to poler, to dementer, et
passivt og et aktivt, et opofrende og et heroisk, et dionysisk
og et apollonisk, et evig kvindelig og et evig mandlig. I
det fuldkomne menneske gudmennesket forbinder
de to elementer sig. Idet sønnen vender sig mot faderen,
er han passiv, opofrende, kvindelig: «Ikke min, men din
vilje ske.» Idet han vender sig mot verden, er han virksom,
heroisk, mandlig: «Jeg har overvundet verden.»
Hvad der er i gudmennesket, er ogsaa hos mennesket.
I mennesket er det absolute, dyriske kjøn overvundet. Men
nesket er ikke hverken bare mand eller bare kvinde; han
er mand og kvinde paa engang. I sine menneskeligste
guddommeligste øieblikke, i offerkjærlighetens øieblikke blir
manden kvindelig og deri bestaar mandighetens høieste
skjønnet (Dionysos-Apollo i kvindeskikkelse); i sine menne
skeligst-guddommeligste øieblikke, i den heroiske kjærlighets
øieblikke blir kvinden mandlig (Apollo-Artemis i mandsskik
kelse), og heri ligger høidepunktet av kvindelig skjønnet.
Hævdelsen av det rene, absolute kjøn er menneskets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
