Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: Tyske kulturbreve. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tyske kulturbrevc
smertelige træk. Et slegtled av unge mennesker hvis hjerte
slog verden varmt imøte, blev frygtelig skuffet av virkelig
heten: det er den fælles og blir den avgjørende oplevelse
som disse digteres sindelag bunder i. De avskyr og hater
det borgerlige, kapitalistiske samfund av sin inderste sjæl, og
de bruker alle midler, fra flammende anklage til knivskarp
satire for at sætte det i gapestokken. Det har gjort verden
gudløst og sjælløst, det har prostituert arbeidet og nedvær
diget mennesket. Det nye menneske: det er det almene
løsen. Mennesket, som ikke længer er pengetræl, arbeids
træl, statstræl, men eier den høieste og ene værdifulde men
neskerettighet: at være menneske. For de tror paa men
nesket, tror übetinget paa det, disse nye dramatikere. «Men
nesket er godt» lyder en digtsamlings karakteristiske titel,
skrevet av en lyriker som staar dem nær. Der trænges intet
andet end at gi mennesket frihet og mod til at være sig seiv.
I denne dramatik blir en ofte mindet om Rousseaus tanke
verden. Paa samme maate som den store genfer holdt natu
rens formentlige uskyldighetstilstand op som motbillede for
rokokoen, da den utfoidet sig i sin yndes og sine synders
blomstring, paa samme maate er det idag (ifølge et uttryk
av en ordfører for den moderne digtning) «det rene og til
like primitive menneske, det vil si det i sine følelser gud
nære og derfor uforfalskede og stortskuende menneske», som
redningen skal komme fra. Mennesket løses fra sine histo
riske forutsætninger ; det som denne ulyksalige tid piner
baade sig seiv og mennesket med, er bare kunstige kon
struktioner, forfalskninger, som menneskets sjæl igrunden
ingenting har at gjøre med og som maa skaffes unda for at
gjøre veien fri for den sande menneskenatur. Riv alle
skranker ned! Op med fængslerne! Styrt avguderne! Kjær
lighet, verdensbrorskap, frihet, revolution: det er det nye
dramas hærskrik.
Det har en stor styrke i sin uretfærdighet, som det skyl
der kraften til at gjøre fremstøt. Intet er lettere end at paa
vise feil i tænkningen hos disse digtere. Skildringen av det
borgerlige samfund er sommetider fortrukket til det groteske ;
digterne kjender i det hele tat ikke borgerskap, men bare
bourgeoisi. De er fuldstændig hypnotisert av massen, «folket»
det vil si arbeiderklassen. Den føler de med, lider med ;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
