Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Laache: Om geniet som biologisk problem - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Geniet som biologisk problem.
skal se, staar i nærmeste forbindelse. Efter Lombroso er, som
alle vet, forbryderen nemlig ofte et for sin livsbane av naturen
anlagt individ, et samfundets stedbarn, der, navnlig under den ved
overdrivelse derefter opkomne «forbrydervenlighet», paakalder
medhdenhet istedenfor straf. Spørsmaalet er komplicert da
mangeartede indflydelser, ikke mindst det slette selskap allerede
fra barnsben, spiller ind. «Den fødte forbryder» bærer imidlertid
paasines%mata, idet f. eks. forskjellige medfødte anomaliersom
overtallige fingre, hareskaar etc. er hyppigereiend utenfor fæng
slerne ; en engelsk statistik gaar ifølge «The Nation» for 17de mai
mar vistnok med hensyn til kraniemaal Lombroso imot, men
tinder likeledes, at fanger gjennemgaaende er mindre fysisk
og psykisk utrustet end andre folk. I forbryderalbums træffer
man sagtens mange fæle typer, men det mangler heller ikke paa
glatte fjæs, hvorpaa deres metier ikke skulde kunne avlæses
Aviserne fortalte nylig om en gut, der saa ut som et faar
(«den fyren kunde da ikke gjøre en kat fortræd»), og som drog
sig dette sit fordelagtige ydre til nytte, saa han blev en av de
værste gavtyver, som politiet paa længe hadde faat tak i. Paa den
anden side ser man morske mænd, rent røvertyper som i
virkehgheten er snille folk og bl. a. gjerne leker med smaa
barn, der paa sin side med sit ofte ganske skarpe blik siet
ikke er rædde, efteråt isen først er brutt. Skinnet bedrager
det er sandhet i det gamle ord om «ikke at skue hunden
paa haarene og fanten paa fillerne»; hvorledes man grundig
kan ta feil av et helt folks paastaaede degeneration, har Ver
denskngens «les poilus» og deres førere tilfulde vist. Ikke
mindst i Frankrike seiv var bekymrede røster om nationens
forfald kommet tilorde.
Den degenerative forbryder kan som antydet være svækket
paa sanserne, taleforstyrrelser er ret almindelige, likesaa epi
lepsi, selvsagt bortset fra at han kan være mester i at spille
denne, for derved at erholde utilregnelighetens eftertragtede
skudsmaal. Om sindssygdomme er spørsmaalet ofte oppe;
nys blev, som man saa, en frygtet mestertyv indlagt til obser
vation. Landsstrykerpsykoser beskrives; mot selvmord tar
fængslerne sine forholdsregler.
Man maa imidlertid ikke indbilde sig, at der ikke ogsaa
her findes rangsforskjel mellem «les criminels inférieurs» og
«supéneurs», hvilke sidste nærer dyp foragt overfor den
18 Samtiden. 1920.
269
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
