Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Francis Bull: Bjørnsons lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnsons lyrik. qqc
digtene han skrev i aarene 1856—60, var imidlertid ikke frit
staaende poesier, det var en lyrik som blev lagt i munden
paa hans digtnings figurer. De er allesammen for sky og
indesluttede til at røbe sine følelser i direkte ord, men gjennem
sangene finder de uttryk for sit dulgte og kun halvt bevisste
følelsesliv. I deres kjærlighetsviser, i de religiøse digte, og i
slikt som sangen om længselen over de høie fjelde kan man
nok ogsaa spore noget av Bjørnsons personlige følelser og
stemninger, men al den lyrik som findes i fortællingerne og
i Halte-Hulda, har allikevel først og fremst sin opgave som
led i den psykologiske skildring.
Arne i fortællingen av samme navn blir engang spurt
om hvordan han bærer sig at med at lage viser; han svarer:
Jeg passer paa de tanker som andre gjerne lar gaa. Bjørnson
var ikke altid seiv saa paapasselig; lyrikken laa endnu halvveis
utenfor hans ærgjerrighet, og nåar han skrev fortællinger
ventet han helst, «til Digtet falder mig paa Næsen, og tager
det ogsaa, som det kommer. Det faar derved en vis musikalsk
Gydning og Troskab mod Øjeblikkets Følelse, men bliver lille
Jeg ser dette seiv, men kan fortiden ikke gjøre mere».
Blandt digtene i førsteutgaven av Bjørnsons «Digte og
sange» er mer end tredjeparten en slik lyrik som ikke først
og fremst eksisterer for sin egen skyld, men staar i tjeneste
hos hans episke og dramatiske digterverker. Og av de viser
og sange som tilhører tiden før Bjørnsons store utenlandsreise
1860—63, er det bare tre som har sin pläds i og for sig seiv
det er det politiske digt fra statholderstriden 1860, Har du
o \illYad svensken si ger, og de to fædrelandssangene
ira 1859: Ja vi elsker og Der ligger et land mot
den evige sne.
Det var Bjørnsons læretid i Bergen som hadde muliggjort
disse hans første forsøk i en ny stil. I løpet av vaaren 1859
var han ofte kommet i den situation at han maatte holde
taler. Han hadde nok optraadt i forsamlinger mangen gang
før ogsaa, men mest som fortæller av historier, som gjen
fortæller av egen eller andres digtning. Nu i Bergen
talernes og veltalenhetens by i dette litet veltalende land -
blev han politiker, og dermed tik han ogsaa pligt til rhetorisk
optræden ved alskens forskjellige leiligheter. Han maatte
lære sig til at fremsætte nationale og politiske idéer i en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
