Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Francis Bull: Bjørnsons lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
oao Francis Bull.
praksis. Noget av sine politiske erfaringer og oplevelser fik
han bruk for i sine to historisk-dramatiske verker, Kong
Sverre og Sigurd Slembe, men hans lyrik fra de frugtbare
aar i Italien 1860—62 blev av en upolitisk karakter. Samtidig
betegnet den ogsaa noget helt nyt i forhold til den jeg-lyrik
paa andres vegne som han før hadde skrevet om sine digtede
personer, og som var blit opfanget i sin umiddelbare form,
slik som den faldt ham like paa næsen. Nu prøvde Bjørnson
én gang tor alle at vænne sig «til at modtage og indbyde
disse Smaagjæster istedenfor alle Slags pjattede Erindrmger
og Konversationsstumper». Han vilde svinge sig op til at bh
lyrisk digter «af fri Drift og redebon Vilje», og han mente
at det var magtpaaliggende for ham ogsaa som episk og
dramatisk digter - dette at kunne gripe og forme ut «den
flygtige Følelse, den reisende Tanke». Han gav sig derfor
til at læse, i haab om at kunne dra lærdom av andre lynkeres
feil og fortrin. I den danske og norske litteratur følte han
sig sterkest beslegtet med Oehlenschläger, som «staar vold
somt højt, ja svimlende højt, og med en Klang i Harpen af
noget storslagent Barnligt». Overfor Welhavens poesier hadde
han bevart sin kritiske kjølighet, men til sin egen forbauselse
fandt han undertiden i sine digte noget som «hgner kan
du tænke dig? Welhaven». Av lyrik paa fremmede sprog
var det først og fremst Goethes digte han fordypet sig i. I
brevene og i «Kong Sverre» merker man let indflydelsen fra
Goethe og ogsaa i digtene fra Romertiden føler man at
Bjørnson har lært meget av Goethes noble humanitet og
klassisk enkle form. Men Goethe gav ham ogsaa paa anden
vis en sund lære, om ydmyghet- «Jeg ved ret godt - skriver
Bjørnson - at min egentlige Digtertid i dette Genre (lyrikken)
kommer først senere, nåar baade Livet i mig er bredere og
Formen derfor mageligere i Linjen .... Derhen at hvert
Digt giver et Medmenneske en Forløsning, derhen er jeg ikke
kommen; jeg føler mig meget liden, nåar jeg læser Schillers
og Goethes; men mit Mod stiger igjen ved at læse Andre,
som jeg af mange Aarsager ikke vil nævne.»
En slik selverkjendelse drev Bjørnson til at arbeide flittig
paa sin egen utvikling som lyrisk digter. Det hændte nok
av og til i Rom at han var doven og vilde la sine digt-sujetter
ligge, men hans produktionslyst lot sig let vække, hver gang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
