Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Francis Bull: Bjørnsons lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Francis Bull.
og taaler intet indgrep i sin suveræne ret, vil ikke staa i en
doktrines eller et partis tjeneste. Da tilhvisker hun ikke
længer digteren de vingede ord som glitrer i lyset lik guld
bier, da hjælper hun ham ikke mer til at finde den hellige
harmoni, rytmens uforklarlige skjønhet, da fører hun falske
klange ind i hans rim og lar blytunge fraser fra journali
stikken og folkemøterne trænge ind i hans vers.
Ind i 1870-aarene begyndte Bjørnson vistnok seiv at føle
at lyrikken ikke længer var det naturligste, det nødvendige
uttryksmiddel for ham. Desuten gik tidsstrømningen i retning
av realisme; lyrik blev foragtet som en forældet kunstart.
Ibsen holdt rent op med at skrive digte, og i løpet av 1873
stilnet ogsaa Bjørnsons lyriske produktion av.
I de følgende aar var det bare i ny og næ han laget et
rim; helt til slutningen av 70-aarene var hans versproduktion
minimal. Men den krise som i løpet av vinteren 1877—78
drev ham ut av kristentroens tryghet, og den politiske konflikt
som henved 1880 tilspidset sig mot riksretstiden, vakte igjen
hans lyst til at skrive vers. Atter lyste store idealer paa hans
vei: han vilde synge ind i sit folk kjærligheten til det rene
flag, og forkynde i digt sin skjønne livstro paa det evige for
aar i livet. Et besøk i Romsdalen, hjembygden hvor han
ikke hadde været siden sin ungdom, vakte ogsaa stemninger
som krævde lyrisk utlösning. Tiden omkring 1878—80 blir
derfor atter en lyrisk produktiv periode; det var ikke mange
vers Bjørnson da skrev, men det var vers som ved sin mandige
kraft og magt tæller blandt hans ypperste.
I 1880-aarene bodde Bjørnson længe i Paris, og som
saa ofte ellers virket hjemlængselen, tanken paa Norge, in
spirerende paa hans digtning. Han kunde næsten aldrig
skrive om det han netop oplevet og hadde nær indpaa sig;
han maatte helst faa emnet litt paa avstand og la underbevisst
heten gjøre sit arbeide med det efterhaanden. Mens han nu
var nede i Paris, samlet hans syn paa Norge sig efterhvert
til en helhet, og tanken paa Norges natur føiet sig sammen i
rytmer, i lyrik. Først sker det i nytaarsrimet til rektor Steen;
det indledes med politiske betragtninger, delvis temmelig
upoetiske av form og idé, men det stiger tilslut til en humør
fyldt og samtidig rørende hymne til Norges pris. Den føl-
314
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
